Man kan ikke vælge Det Radikale Venstres politik fra og samtidig bygge sin regering på partiets mandater.

Det fastslår EP-medlem og folketingskandidat Jens Rohde (R) dagen derpå. Mandag gjorde S-formand Mette Frederiksen klart, at hun går efter at danne en regering efter næste valg, der kun består af Socialdemokratiet - og ikke, som traditionen har været genmem 25 år, med Det Radikale Venstre.

»Jeg kan forstå, at Mette Frederiksen har udlagt det som en trussel. Det er det ikke - det er et løfte. Hvis vi får indflydelse på dansk politik, får vælgerne selvfølgelig ikke samme politik, som de får nu. Det er vi nødt til at stå fast på - ellers hører alting jo op,« siger Jens Rohde,

Som politisk ordfører for Venstre i 2000erne har han en vis erfaring med at samarbejde med Dansk Folkeparti, som Socialdemokratiet i de senere år har tilnærmet sig.

»Jeg ved, hvordan det går, når man lægger sine æg i DFs kurs. DF kræver, at man altid klapper tingene af med dem, før man invitererer andre ind for at spise smulerne fra bordet. Det tror jeg ikke kommer til at ændre sig,« siger Jens Rohde.

Mette Frederiksen siger, hun vil bryde blokpolitikken op gennem samarbejde med Dansk Folkeparti på nogle områder og venstrefløjen på andre. Hvad tænker du om det?

»Mette Frederiksen er naiv, når hun siger, hun bryder blokkene op. Så længe, det er med Kristian Thulesen Dahl som dukkefører, kommer hun bare til at flytte blokkene og cementere dem. Hvis Mette Frederiksen er i tvivl om, at det er sådan, det forholder sig, kan hun bare se på de besværligheder, Løkke har med DF,« siger Jens Rohde, der håber, at Mette Frederiksen kommer på bedre tanker inden valget.

»Når virkeligheden rammer hende, er vi jo ikke dem, der bærer nag. Så sætter vi os gerne ned og finder ud af noget. Jeg forstår, at Mette Frederiksen har behov for at løbe de politiske horn af sig,« siger han.