Det er en hån mod kvinder at indføre kvoter for kvindelige kandidater til valg. Det mener Venstres europaparlamentariker Jens Rohde forud for en afstemning om kvindekvoter i politik.

EUs ligestillingsudvalg vil forpligte alle nationale partier til at opstille flere kvinder som kandidater til kommunal- og parlamentsvalg. Det skal ske via kvindekvoter på stemmesedlen. Tirsdag skal Europa-Parlamentet stemme om forslaget, og Venstregruppens holdning er klar:

- Det er et fuldstændigt absurd forslag. Ligestilling er ikke noget, vi skal sidde og lovgive om i Europa-Parlamentet. Jeg synes, det er så latterligt, at det skriger til himlen - og jeg synes, det er en hån imod enhver selvstændigt tænkende kvinde, at man beskæftiger sig med sådan noget her, siger europaparlamentariker Jens Rohde fra Venstre, der - tydeligvis - stemmer imod forslaget.

- Jeg er imod enhver form for kvoter. Jeg vil gerne være med til at sikre, hvordan børsnoterede virkomsheder i Europa har en ligestillingspolitik og opstiller mål for, hvor mange kvinder de vil have i deres bestyrelser. Men jeg vil aldrig nogensinde være med til at diktere, hvor mange kvinder og mænd eller rødhårede og indvandrere, der skal være på en opstillingsliste for et parti, siger Jens Rohde.

Britta Thomsen (S) er som medlem af EUs ligestillingsudvalg med til at fremstille betænkningen, som det hedder - og hun understreger, at den ikke lægger ikke op til reel lovgivning på området - men er en opfordring til medlemslandene om at forpligte nationale partier til at indføre kvoter og træffe foranstaltninger, der generelt kan fremme kvinders deltagelse i det politiske liv.

- Kvinder udgør 52 procent af Europas befolkning, så kvinder skal selvfølgelig også være repræsenteret der, hvor de politiske beslutninger tages. I de fleste europæiske lande bliver man valgt på en liste og ikke ved et personligt valg som i Danmark. Ulempen er, at man fra partiets side kan putte 15 mænd på listen og tre kvinder, siger Britta Thomsen og påpeger, at forslaget mest er rettet mod lande med det valgsystem. Men også i Danmark kunne kvindekvoter være en god idé.

- I Danmark kunne vi jo nok gøre noget ved lokalvalgene, hvor kun 25 procent er valgt. Men uanset hvor mange kvinder, vi opstiller, er det jo vælgerne, der bestemmer, siger Britta Thomsen.

I morgen er det altså Europa-Parlamentet, der bestemmer - og det bliver helt sikkert et nej til kvindekvoter fra Venstres side:

- Undskyld mig, jeg får helt kvalme! Du sætter jo den demokratiske proces ud af spillet. For når man lokalt laver opstillingslister, skal man da ikke sidde og skele til de andre kredse - nu har de valgt mænd i Nordjylland, så skal vi vælge en kvinde på Fyn. Vi stemmer imod forslaget, fastslår Jens Rohde.