Jens Rohde melder sig ind hos De Radikale for at få plads til sine holdninger uden interne kontroverser.

Det har skabt både skuffelse, ærgrelse, forståelse og had.

Det fortæller Jens Rohde om sin udmelding af Venstre og indmeldingen i De Radikale, som Danmark blev bekendt med lørdag.

»Der er hele spektret, og det har jeg været forberedt på længe. Og det er ikke noget, der betyder noget for mig. Det, der betyder noget er, at jeg træffer et personligt, politisk valg, som jeg synes er rigtigt.«

»Jeg føler, at Radikale Venstre på mange måder er det Venstre, som jeg meldte mig ind i, da jeg var ung. De står for de samme liberale, klassiske dyder, siger Jens Rohde til Ritzau og understreger, at det netop er de dyder, vi har brug for nu.«

»Mere end nogensinde er der et behov for en klar liberal tilgang til de udfordringer, vi står over for i verden i dag.«

Og så handler det om at kunne få lov til at være sig selv og frit kunne udtrykke sine synspunkter, forklarer han.

»Jeg skal først og fremmest have lov til at kæmpe for de synspunkter, jeg står for. Et samfund, der bygger på generøsitet, tolerance, empati og frihed til forskellighed, og det vil jeg gøre gennem det Radikale Venstre.«

»Og fordelen ved at gøre det, er at jeg kan gøre det, uden at det skaber interne kontroverser, sådan som det jo har gjort, mens jeg har været hos Venstre,« siger han og fortsætter:

»For det er de værdier, som jeg tror på, og dem vil jeg gerne fuldtonet have lov til at stå op og kæmpe for, uden det skal reduceres til diskussioner om Jens Rohde versus Inger Støjberg (V), fordi det er diskussionerne alt, alt for vigtige til.«

Men hvordan fremtiden bliver, vil Jens Rohde ikke spå om. Lige nu sidder han i Europaparlamentet og i Viborgs Byråd, og det bliver han ved med at gøre.

»Hvad fremtiden ellers bringer, det har jeg overhovedet ikke spekuleret over i den her sammenhæng.«

Du har udtalt, at der andre, der har på det samme måde med Venstre, som dig. Hvor udbredt er denne følelse, som du står med?

»Det kan man ikke sætte tal på. Når jeg har været ude til offentlige møder, så har jeg kunnet mærke, at der er en klangbund for nogle af de synspunkter, som jeg giver udtryk for, at vi skal løse.«

»Vores flygtningeudfordringer i fællesskab med vores europæiske partnere. Også at man ikke synes, at det er rimeligt, at man fratager flygtningene deres smykker og værdighed, når de kommer til landet.«

Et synspunkt, han uddyber over for Ekstra Bladet:

»At vi vælger at tage deres ejendele, som betyder noget for dem og tage deres sidste værdighed, det kan jeg simpelthen ikke være med til.«

Men om der andre venstremedlemmer, der kunne finde på at følge trop, ved han ikke.

»Jeg tror - og har oplevet - mange klassiske liberale, som dybest set er enige, men om det får dem til at gøre som mig, eller om de bliver og kæmper, det kan jeg ikke sige.«

Han påpeger dog, at der er to andre, der inden for den seneste uge har forladt partiet til fordel for Alternativet.

»Jeg kan ikke sige om der kan kommer flere. Jeg kan bare konstatere, at den linje, der kører i Venstre er med til at lave et andet dna, end det Venstre, jeg i sin tid meldte mig ind i.«

»Der er jeg bare slet ikke. Og så må jeg træffe mit eget personlige valg, og så må andre træffe deres.«

/ritzau/