Det kaldte ikke på Jens Rohdes sympati, da SF's Jakob Mark for nylig i flere medier fortalte, at han i en alder af 13 år var blevet truet med et baseballbat af unge indvandrerdrenge.

I stedet fór Rohde – der til daglig er blandt andet EU-ordfører for De Radikale – i det digitale blækhus på Facebook sent søndag aften og afleverede en heftig kritik af Jakob Mark.

Opsangen indeholdt også et potpourri over Rohdes egne oplevelser med utilpassede typer fra sin egen barn- og ungdom. Han indledte det hele med sætningen 'Men lille ven dog...'.

»Hvorfor skal alle mulige hele tiden fremme deres egen politik og nævne, det var indvandrerdrenge? De aner ikke engang, om de er født i Danmark eller ej,« siger Rohde og fortsætter:

De Radikales Jens Rohde skrev et harmdirrende indlæg rettet mod SF's Jakob Mark, efter at han havde fortalt flere medier, at han var blevet overfaldet af indvandrerdrenge, da han var 13 år.
De Radikales Jens Rohde skrev et harmdirrende indlæg rettet mod SF's Jakob Mark, efter at han havde fortalt flere medier, at han var blevet overfaldet af indvandrerdrenge, da han var 13 år.
Vis mere

»Jeg oplevede en rå hverdag, og der var ingen indvandrere,« siger Rohde.

Er du ikke fra Viborg? Der er da ikke så farligt?

»Vi har også ghettoer i Viborg. Dengang kaldte man det bare ikke ghettoer. Min far boede der, og jeg gik i ungdomsklub der. Der var meget svigt i de miljøer. Flere på skolen og i ungdomsklubben døde af stoffer.«

Boede du hos din far i ghettoen?

SF's Jacob Mark blev overfaldet af indvandrerdrenge, da han var 13 år. Jens Rohde fra Radikale Venstre er ikke ude med støtteerklæringerne, men tværtimod kritik af Mark for at bruge sin historie for at fremme sin egen politiske dagsorden.
SF's Jacob Mark blev overfaldet af indvandrerdrenge, da han var 13 år. Jens Rohde fra Radikale Venstre er ikke ude med støtteerklæringerne, men tværtimod kritik af Mark for at bruge sin historie for at fremme sin egen politiske dagsorden. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

»Nej, jeg boede hos min mor inde i midtbyen.«

Var det ikke et dejligt sted?

»Jojo, det var det. Men jeg kom også hos min far en gang imellem.

Nå, men du skriver en del ting i dit opslag. Du starter med, at du fik en skalle og brækkede næsen?

»Ja, det var sådan en plastikrocker, som jeg kalder dem. Han kom og spurgte, om jeg kiggede på hans pige.«

Gjorde du det?

»Næ, ikke som han mente, men så bang, så gik lyset ud.«

Hvornår var det?

»Det var i 1986. Der var VM i fodbold. Det var, lige inden vi skulle møde Spanien.«

Nå, to katastrofer på en gang...

»Da jeg vågnede igen, så havde jeg frygteligt ondt i næsen.«

Du skriver også i dit opslag, at der var en i din ungdomsklub, der 'altid tog sine bukser af på dansegulvet, inden han gik på toilettet', og at han 'nogle gange lagde sig ned og viste, at han kunne sutte sin egen p....'. Ja, du mener nok ikke pirat, selv om du bruger fire prikker?

»Haha, ja, det syntes han var sjovt. Det er jo bare for at illustrere de skæve eksistenser, som der var.«

Hvor tit gjorde han det?

»Det har jeg ikke tal på. Måske 10 gange eller sådan noget.«

Var der ikke nogen, der stoppede ham? Det er da en bizar opførsel?

»Vi var sgu ikke så sarte dengang. Der var ikke nogen curlingforældre.«

Nej... det havde måske været meget godt med nogle curlingforældre lige her?

»Jojo...«

Du skriver også, at der var 'tåregas på diskotekerne?'. Altså, hvem kaster med tåregas på et diskotek?

»Det var de der plastikrockere, som kom ind på diskotekerne af og til og kastede med tåregas. Det syntes de var sjovt. Der røg også nogle stole rundt af og til.«

Du skriver også, at 'der var sex'. Det er vel ikke så slemt?

»Jeg beskriver det ikke som et problem. Sådan var livet bare.«

Hånden på hjertet, har du haft en hård barndom?

»Nej, jeg har haft en tryg og god barndom. Men jeg har da set nogle ting.«

Alle de ting, som du nævner, er det værre end at blive overfaldet med et bat?

»Nej, men det er heller ikke pointen. Jeg synes, at det er et problem, at vi taler om problemerne på en forkert måde. Volden skyldes sociale problemer og ikke folks hudfarve.«

Men der er jo rigtigt mange, som har oplevet chikane fra netop unge drenge af anden etnisk herkomst. Volden er også forrået over årene og begås tilsyneladende af netop den type drenge. Hvorfor er det så forkert at tale om?

»Det er muligt, at der er sket en forråelse af volden. Men hvis vi vil løse det, så skal vi ikke starte der. Vi skal ikke bare sige, at de her personer har en anden hudfarve, og det er derfor. Så løser vi det ikke,« siger Jens Rohde.