Han skal nok komme tilbage igen.
Det sagde den Europa-begejstrede politiker Jens Rohde om den stress-sygemeldte Venstre-formand og forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen, da han fredag medvirkede i DR P1-programmet 'Ugens Gæst'.
Jens Rohde meldte sig ind i Venstre tilbage i 1993, men skiftede til De Radikale i 2015. Her var han til 2021, hvor han skiftede til Kristendemokraterne. Og nu er han altså hjemvendt til Venstre igen.
Og det hjemvendte Venstre-medlem har kun rosende ord til overs for sin nye formand og næstformand, Stephanie Lose.
Stephanie Lohse vikarierer nemlig som Venstres formand, mens Jakob Ellemann-Jensen er sygemeldt.
»Man er nødt til at have det udgangspunkt, at Jakob Ellemann-Jensen kommer tilbage på fuld kraft. Og det skal alle Venstrefolk håbe på,« fortalte han og tilføjede:
»Og det er rigtig fint, at Stephanie kommer ind og tager den her post. Jeg er en af dem, der håber, at hun en dag kaster sig ind i landspolitik, for hun er virkelig dygtig.«
Sygdom kan man nemlig ikke selv styre, og derfor er det ikke hensigtsmæssigt at sætte en tidshorisont på Jakob Ellemann-Jensens sygdomsforløb og dermed presse ham yderligere, før han selv er klar, siger han.
Selvom Jens Rohde nu er meldt ind i Venstre, har han ingen forventninger om at vende tilbage til dansk politik. Han arbejder som administrerende direktør ved Europafestival i Mariager.
Men hvis cirkushesten skulle savne duften af savsmuld, så vil Jens Rohde kaste sig over europæisk politik.
Hør B.T.s politiske podcast 'Slottet & Sumpen' her, eller hvor du plejer at lytte podcast: