- Skal jeg så kalde ham Søren Vissenpind, spørger Marlene Wind, efter Venstreminister har givet hende øgenavn.

Marlene Wind, EU-ekspert og professor i statskundskab, skyder nu tilbage på udviklingsminister Søren Pind (V), som kalder den flittigt citerede forsker for 'Marlene Halvvind'.

Det skriver flere medier.

- Jeg kunne også kalde ham for Søren Vissenpind eller noget andet. Men det er under bæltestedet, siger Marlene Wind til Jyllands-Posten.

- Han prøver at underminere og delegitimere min faglighed og aflede opmærksomheden fra substansen, og det er lykkedes ganske gevaldigt godt, tilføjer hun.

Søren Pind har angrebet den profilerede EU-ekspert, som blandt andet forholder sig kritisk over for den skærpede kontrol ved Danmarks grænser.

Det chokerer Marlene Wind, som føler sig skidt behandlet af Venstre-ministeren og kalder hans kritik "under lavmålet"

- Jeg synes, det er lidt under bæltestedet, og jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at et parti der hylder ytringsfriheden i den grad prøver at knække forskeres ytringsfrihed, siger hun til TV 2.

Søren Pind holder ifølge tv-stationen fast i sin kritik.

- Det kan godt være at hun udgiver udskrifter her og det. Men jeg bliver ikke bager af at gå hen til bageren om søndagen og hente boller, siger han.

Marlene Wind mener til gengæld, at regeringen står tilbage med et generelt problem.

- Jeg synes det er sørgeligt og ærgerligt, at regeringen på den ene side drypper guld på de eksperter og professor, de kan lide, og os andre, som de åbenbart ikke kan lide, prøver de at intimidere offentligt, siger hun.

/ritzau/