Rasmus Jarlov beklager, hvis der er lavet fejl i kontrakten, men afviser, at den er upræcis.

»Jeg vil helt generelt sige, at hvis der er noget i ansættelseskontrakten, som man er i tvivl om, vil jeg anbefale, at man stiller spørgsmålene til mig, i stedet for at sende dem til BT for at ramme en politiker midt i hans valgkamp. Han (Steen Uffe Tommerup, red.) er i virkeligheden blevet sur over et opslag, jeg skrev på Facebook, hvor jeg omtalte to akademikere, der havde sagt op i mit firma. Det troede han gik på ham, og derfor er han gået til pressen.«

Det er 3F, der rejser som kritikpunkt, at man ikke har en idé om, hvilke rettigheder man har, fordi man ikke kan se af kontrakten, hvad der gælder…

»Det er ikke et kritikpunkt, medarbejderen har rejst over for os, men vi vil glædeligt korrigere det så hurtigt, som vi kan, men vi skal gøres opmærksom på det, før vi kan gøre det.«

De 118 kroner, som der henvises til "for alt andet end kørsel". Hvor har I det fra?

»Det har vi ment var en rimelig løn, hvis man ikke var chauffør.«

Man skal ifølge 3F betales efter højeste tarif, hvis man laver andet end at være chauffør... 

» Det bliver jeg nødt til at undersøge. Det er ikke min opfattelse, når jeg har snakket med DI (Dansk Industri). Det er ikke sådan, at hvis Steen laver noget andet end at være chauffør, så får han 118 kroner i timen«

Hvad ville han så få de 118 kroner for?

»Jamen, det er vist han havde en hel dag, hvor han udførte arbejde som f.eks. bogholder.«

Så skal han jo have løn for den anden funktion, han udfører?

»Det er taget med, i tilfælde af vedkommende skulle tage helt andet job end at være chauffør, således vi kunne aflønne på anden vis. Men jeg vil gerne undersøge det med Dansk Erhverv. Hvis der er den mindste tvivl om, at vi ikke overholder overenskomsten, så retter vi naturligvis ind.«

Skal man som ansat selv finde fejlene i et ansættelsesbevis?

»Nej, selvfølgelig ikke. Jeg har ansvaret for, at det lever op til kravene. Vi bestræber os altid på at overholde overenskomsten. Jeg kan ikke afvise, at der er sket fejl, men er det sket, så beklager vi og retter med det samme. Jeg har startet det her firma op for nogle få år siden og forsøgt at køre det efter alle reglerne, men jeg har er ikke jurauddannet, så det er ikke af ond hensigt, hvis der er sket fejl.«

Anken er også, at der reelt er tale om en daglejerkontrakt, og du medgiver også selv, at det er ugunstige vilkår for arbejdstager.

»Det kan jeg godt se er ugunstige for arbejdstager, men nu er det ikke mig, der har lavet overenskomsten. Mine medarbejdere får en løn, som er betydelig højere end andre chaufførers. De får en stor mængde drikkepenge, og der kommer oveni købet en bonus oveni, hvis de gør det godt. Som en samlet pakke synes jeg faktisk, at vilkårene for vores chauffører er gode.«

Rasmus Jarlov anfører efter ovenstående interview, at der i 2014 kun er blevet udført arbejde til 118 kr./timen i 194 timer. Derudover er der blevet udbetalt 12.500 kr. i bonus til fire ansatte.

»Samlet set har vores medarbejdere fået mere i løn til vores ansatte end overenskomsten siger, vi skal,« tilføjer Rasmus Jarlov.