Selv den amerikanske studievært Alex Witt så overrasket ud, da den danske politiker Rasmus Jarlov (K) kom med sammenligningen.

I så høj grad at hun efterfølgende så sig nødsaget til at komme med en besked til seerne hos tv-kanalen MS Now.

»Ok, Rasmus, jeg vil sige, at det var en meget barsk analogi, du kom med i begyndelsen af dit svar,« lød det fra hende:

»Jeg forstår, at det er din mening, og at det var den analogi, du ville lave. Jeg vil sige, at vi ikke deler den mening her hos 'MS Now', men jeg sætter generel pris på dine udtalelser og de pointer, du er kommet med.«

Og hvad var det så, Rasmus Jarlov sagde?

Jo, han blev forholdt et interview om Danmark med Donald Trumps vicestabschef i Det Hvide Hus, Stephen Miller.

Stephen Miller er vicestabschef i Det Hvide Hus. 
Stephen Miller er vicestabschef i Det Hvide Hus.  Foto: Jim Watson/AFP/Ritzau Scanpix

Hvor det blandt andet lød som en forklaring på, hvorfor USA gør krav på Grønland:

»Danmark er et lille land med en lille økonomi og et lille militær. De kan ikke forsvare Grønland,« sagde Stephen Miller, der sluttede af med:

»For at kunne kontrollere et territorium, skal man være i stand til at forsvare et territorium, forbedre et territorium, befolke et territorium. Danmark har svigtet på alle områder.«

Og til det replicerede den danske folketingspolitiker så følgende, da han som så mange andre gange tidligere var på amerikansk tv for at tale Danmarks sag:

»Jeg håber, at han bliver holdt væk fra unge kvinder, for det er en voldtægtsforbryders mentalitet: Du kan ikke forsvare sig selv, så derfor tager jeg dig,« sagde Rasmus Jarlov om Stephen Miller:

»Det er dybest set, hvad han siger.«

Hvorefter den danske politiker kom med en længere udredning af det dansk-grønlandske forhold. Og den amerikanske accept heraf ved flere tidligere lejligheder.

Men det var altså slet ikke det, der tog opmærksomheden.