
Folketinget må gribe ind, hvis Enhedslisten ender med at få overborgmesterposten i København.
Sådan lyder det fra Rasmus Jarlov, der er De Konservatives spidskandidat i Roskilde.

»Hvis København bliver styret alene af den ekstreme venstrefløj, får vi brug for Folketinget til at holde hovedstaden på sporet,« skriver han blandt andet i et opslag på X.
Sammenlignes med Trump
Og det har fået sindene i kog hos mange venstreorienterede politikere.
Eksempelvis sammenlignes han med USAs præsident, Donald Trump.
»Det lyder lidt for meget som toner fra den anden side af Atlanterhavet,« skriver Pelle Dragsted, der er politisk ordfører for Enhedslisten, i en kommentar til opslaget.

Rasmus Jarlov uddyber sin opfordring over for B.T.
»Vi har et demokratisk dilemma, fordi de beslutninger, der bliver truffet i København, de går ud over rigtig mange mennesker, der ikke har stemmeret i København til kommunalvalget,« siger han og tilføjer:
»Derfor er det vigtigt, at for eksempel trafikpolitikken ikke kun bestemmes af Københavns Kommune, men også af Folketinget, så hovedstaden bliver ved med at være åbne for os, der kommer ude fra.«
Frygter trafikåre lukkes
Tilbage i 2011 gik både Socialdemokratiet og SF til valg på en betalingsmur rundt om København.
Der viste sig dog at afføde stor ophidselse blandt især de socialdemokratiske borgmestre rundt omkring hovedstaden.
Den daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) endte med at droppe forslaget.
Og nu frygter Rasmus Jarlov, der altså går efter at blive borgmester i domkirkebyen, der ligger 35 kilometer vest for København, at vigtige veje direkte lukkes ned for bilister, og der dermed opstår et mareridt for bilisterne.
Han henviser helt konkret til Enhedslistens trafikudspil 'Fra bilrum til byrum'.
»Jeg bliver bekymret, når jeg hører folk, der eksempelvis vil lukke Bispeengbuen ned og dermed lukke Åboulevarden, der er en af de største trafikåre inde i København,« siger han.
Rasmus Jarlov slår fast, at en sådan nedlukning for bilister vil have stor betydning for alle, der arbejder inde i København og har brug for at komme derind.
»Det vil også have ret store konsekvenser for, at staten Danmark kan fungere, da alle ministerier ligger inde i København,« siger han og tilføjer:
»Vi har en forpligtigelse til at holde byen åben og tilgængelig og ikke kun tænke på de mennesker, der bor i gå eller cykelafstand fra det hele inde i byen.«
'Ryster i bukserne'
B.T. har vist udtalelserne til Enhedslistens overborgmesterkandidat, Line Barfod.
»Mønsteret er klart. Enhedslisten og venstrefløjen stormer frem i meningsmålingerne i København, og det får borgerlige som Rasmus Jarlov til at ryste i bukserne og komme med indholdsløse angreb,« siger hun.
Line Barfod lover også, at det stadig vil være muligt for bilister at komme ind og ud af København, hvis Enhedslisten får magten.
»Selvfølgelig vil det stadig være muligt at komme ind og ud af København, Rasmus Jarlovs kritik er helt uden for skiven og decideret udemokratisk,« siger hun.

Line Barfod uddyber dog ikke, hvad det vil sige, at det vil være »muligt« at komme ind og ud af København for bilisterne.
»Hvis københavnerne ønsker en by, hvor der er plads til natur, træer og cykler, så er det selvfølgelig den by, som de skal få,« slutter hun.

