Folketingsmedlem Rasmus Jarlov (K) forlænger sin sygemelding i yderligere otte uger.

Det oplyser gruppeformand Mona Juul (K) til Ritzau.

Det er uvist, hvad Jarlov fejler.

- Jeg ved, at det går fremad. Men Rasmus har valgt ikke at sige, hvad han er sygemeldt for, og det respekterer jeg selvfølgelig, siger Juul.

Jarlov har været sygemeldt siden 9. januar i år. Her kom det frem, at sygemeldingen ville vare en måneds tid. Men den er altså nu forlænget.

Senest har Merete Scheelsbeck (K) været stedfortræder i Folketinget for Jarlov. Det har hun været over flere omgange. Men hun fortsætter ikke og har udtalt, at det er slut med politik for hende. Det bliver i stedet Tina Cartey Hansen (K), som afløser Jarlov i de næste otte uger. Hun har aldrig været folketingsmedlem før.

Mens Jarlov har været sygemeldt, har han været ganske aktiv på sociale medier, eksempelvis på X.

Det har skabt forundring hos folketingspolitikere fra andre partier. Den historie kom Politiken med tidligere på måneden. Her beskrev mediet, at Jarlov blandt andet har skrevet om neonazisme i Ukraine, Novo Nordisk, kørselstjenesten Uber og dansk økonomi.

Men Mona Juul mener, at den debat er usaglig.

- Rasmus gør ikke noget, som han ikke må. Der er overhovedet ikke nævnt noget omkring sociale medier i de politikker, vi har i Folketinget for sygemeldinger.

- Så kan man godt have en mening om det ene og andet, men hvis man ønsker at åbne den debat i Folketinget, må man gøre det internt. Jeg synes, det er meget uklædeligt at starte sådan en debat i pressen med en kollega, der er sygemeldt, siger hun.

Mona Juul blev valgt som ny gruppeformand for De Konservative tidligere i februar, efter at partifællen Mai Mercado valgte at trække sig fra posten. I samme ombæring blev Jarlov udnævnt som ny gruppenæstformand i stedet for Mona Juul.

Jarlov har været folketingsmedlem over flere omgange, men fast medlem siden 2015. Fra 2018 til 2019 var Jarlov erhvervsminister. Han er også kendt som en markant finans- og forsvarsordfører for De Konservative.

/ritzau/