Borgmester i Horsens Kommune og formand for KL, Jan Trøjborg, er død.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Jan Trøjborg (S) blev 56 år. Han døde af et hjertetilfælde tidligere i eftermiddags, da han deltog i et 60 km cykelløb.

- Ja, det er rigtigt. Det kan jeg desværre godt bekræfte. Det er så forfærdeligt, siger en tydeligt påvirket Lars Bjørn Petersen, der er kommunikationschef ved Horsens Kommune.

- Jeg har lige fået det at vide. De kunne ikke genoplive ham. Han blev erklæret død på Skejby Sygehus for halvanden time siden.

Den forhenværende trafikminister cyklede tidligere i dag sammen med flere af sine kollegaer, blandt andre Troels Lund Poulsen (V) og Eva Kjer Hansen (V), motionsløbet 'Giro'en i Horsens', hvor almindelige motionister kan få lov at prøve dele af Giro d'Italia-ruten, inden de professionelle cykelryttere kører den i morgen. Jan Trøjborg var en del af det tilmeldte hold 'Politikere for Sundhed'.

Jan Trøjborg skulle cykle en rute på 60 km. Han var på vej tilbage fra Juelsminde mod Horsens, da han pludselig på vej op ad en lang bakke mellem Juelsminde og Horsens fik det dårligt og væltede på sin cykel.

- Han fik et hjertestop. Der var meget kompetente folk med på hans hold, som kan genoplivning, så han fik hjertemassage med det samme. Der kom en hjerteambulance og efterfølgende en helikopter, der fløj ham direkte til Skejby. Men det lykkedes altså ikke at redde hans liv, fortæller Lars Bjørn Petersen.

Jan Trøjborg var født i Horsens og har siden 2005 har været borgmester i byen.  I 2010 blev han desuden valgt som formand for Kommunernes Landsforening, KL.

Jan Trøjborg har været minister flere gange. Han var industriminister i den første Nyrup-regering i 1993, senere også trafikminister, erhvervsminister, forskningsminister, udviklingsminister og forsvarsminister frem til efteråret 2001.

- Det er et helt meningsløst og ubærligt tab, at Jan Trøjborg er død. Vi har mistet en fantastisk dygtig og stærk borgmester, som elskede vores kommune og som arbejdede utrolig hårdt for borgernes bedste, siger Peter Sørensen, 2. viceborgmester i Horsens Kommune i en pressemeddelelse, hvor han tilføjer, at han også har mistet en rigtig god ven.

Peter Sørensen udtrykker samtidig sin dybeste medfølelse for Jan Trøjborgs nærmeste.

Jan Trøjborg var gift med designer Janne Lindgaard Trøjborg fra 1998 til 2010. Parret fik to børn sammen, og Jan Trøjborg havde også to børn fra et tidligere ægteskab. 

Han efterlader sig de fire børn - to drenge og to piger, og sin kæreste Lone Blume.