Jan Herskov blev valgt med færrest stemmer: 'Jeg er drønstolt'
Morten Messerschmidt har banet vejen for flere DFere, der kan se frem til en plads i Folketinget med relativt få personlige stemmer. »Jeg er drønstolt,« fortæller Jan Herskov, som kun fik 460 personlige stemmer.
Jan Herskov (DF) blev valgt ind med færrest stemmer. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Dansk Folkepartis Jan Herskov er den kandidat i Danmark, som blev valgt ind i Folketinget med færrest stemmer.
Med 460 stemmer i Sjællands Storkreds sikrede han sig nemlig et sæde i Folketinget ved valget i tirsdags.
»Jeg er drønstolt. Jeg har arbejdet det bedste, jeg har lært,« fortæller Jan Herskov til B.T.
Men vejen til Christiansborg var usædvanlig for den nyvalgte DF'er.
Herskovs indtog skyldes nemlig i høj grad partiformand Morten Messerschmidts fænomenale valg.
Messerschmidt sikrede sig titlen som valgets absolut største stemmesluger med hele 50.819 personlige stemmer – et markant forspring til andenpladsen, Mette Frederiksen (S), der fik 41.721 stemmer.
Morten Messerschmidt fik flest personlige stemmer ved folketingsvalget i tirsdags. Foto: Leonhard Foeger/Reuters/Ritzau Scanpix
Det enorme stemmetal betød, at en del af formandens stemmer gik videre til andre kandidater på Dansk Folkepartis liste – heriblandt Jan Herskov, der med sine 460 stemmer var den kandidat med færrest personlige stemmer, der alligevel fik en plads i Folketinget.
Og det er der altså intet i vejen med, mener Jan Herskov.
»Det er jeg fint tilfreds med. Partilisten og Morten Messerschmidt fik et fantastisk flot valg. Derfor fik jeg chancen,« siger han og understreger, at det er en naturlig del af politik:
»Sådan er vilkårene. Sådan er politik. Det er jeg helt rolig ved.«
Herskov er dog ingen nybegynder i politik.
Han sidder allerede i Roskilde Byråd og er medlem af Regionsrådet i Region Østdanmark.
I regionsrådsvalget opnåede har han ifølge eget udsagn tre gange så mange personlige stemmer – hele 1.494 stemmer.
Selvom Jan Herskov er stolt og glad for sin plads i Folketinget, lægger han ikke skjul på, at han gerne havde set et højere personligt stemmetal.
»Alle vil jo gerne have flere stemmer. Jeg fik jo 460 stemmer, det er jo ikke fordi, det er alverden,« erkender han med et smil.