»Det er systematisk tilsvining, hvad bilder du dig ind?«

Sådan lød det fra Klaus Riskær Pedersen til Jan E. Jørgensen (V), da de to politikere tørnede sammen i DR2-programmet 'Debatten' torsdag aften.

Bølgerne går ofte højt i programmet, men torsdagens afsnit vil alligevel blive husket som et af de mere 'voldsomme' af slagsen.

Venstre-folketingsmedlemmet Jan E. Jørgensen og folketingskandidat Klaus Riskær Pedersen fra partiet Klaus Riskær Pedersen gik nemlig i kødet på hinanden og slyngede personlige beskyldninger afsted i en hastig fart.

I dag har Venstre-politikeren ikke meget tilovers for Riskærs fremtoning i debatten.

»Jeg oplevede ham som mere vred og hidsig under debatten, end da jeg så det på tv, og det bekymrer mig. Hvis folk opfatter ham som indigneret, og at det var tarveligt af mig at bringe hans skattegæld ind i debatten, så har han jo formået at spinne historien, så han fremstår som en uskyldig mand,« siger Jan E. Jørgensen til B.T.

Og den måde at føre debat på har ifølge Jan E. Jørgensen ligheder med en vis mand cirka 6.500 kilometer fra den danske hovedstad.

»Han fordrejer tingene, og han kopierer jo Donald Trump en-til-en. På et tidspunkt nævnte jeg noget om hans vælgere, og det vælger han at fordreje til, at jeg åbenbart mener, at hans vælgere er svindlere. Det er jo ligesom Trump, og jeg tror, at det er helt bevidst,« siger han.

Den tidligere finansmand og bedrageridømte Klaus Riskær Pedersen er kommende folketingskandidat med sit parti, ‘Klaus Riskær Pedersen’. Han er tidligere dømt for groft bedrageri og har samlet modtaget fængselsdomme på over ti års fængsel, hvor en del var betinget.

Portræt af politiker Jan E. Jørgensen (v). Fotograferet på Christiansborg.
Portræt af politiker Jan E. Jørgensen (v). Fotograferet på Christiansborg. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Og netop nogle af de domme og den efterfølgende gæld valgte Jan E. Jørgensen at bringe op i Debatten, da skattespørgsmålet skulle drøftes.

»Klaus står og moraliserer over erhvervslivets manglende indbetaling af skat, og så kan han ikke selv se ironien i, at de ord kommer ud af munden på ham, der har gjort alt for ikke at betale sine penge tilbage. Det blev simpelthen for tykt, så jeg nævnte det, selvom det ikke var planlagt,« fortæller Jan E. Jørgensen.

Riskær svarede konfrontatorisk tilbage, at Jan E. Jørgensen altid systematisk har svinet ham med »gammel historik«, og at Venstre-politikeren ikke »kender til den virkelige verden«.

Og i særdeleshed blev Jan. E. Jørgensen meget provokeret af det sidstnævnte postulat.

»Det provokerer mig helt vildt. Jeg har masser af virkelighedserfaring. Bare fordi man sidder på Christiansborg, er det ikke ensbetydende med, at man glemmer virkeligheden. Jeg har masser af venner og familie, der intet med politik har at gøre, og desuden har jeg også været på arbejdsmarkedet i mange år,« understreger han.

Normalt har Debattens gæster lejlighed til at afslutte diskussionen, straks efter kameraerne er slukket, men i går havde Jan. E. Jørgensen en praktikant med ind i studiet, og derfor nåede han ikke at finde fred med Klaus Riskær.

B.T. har uden held forsøgt at få en kommentar fra Klaus Riskær.