SF's unge næstformand, den 33-årige Jakob Nørhøj har tidligere haft en mindre blodprop i benet.

To dage efter Jakob Nørhøjs pludselige død onsdag aften er det fortsat uvist, hvad dødsårsagen er.

Ifølge SF's pressechef Claus Perregaard fik Jakob Nørhøj for tre år siden en blodprop i benet.

Om det har haft nogen betydning for hans død, vil først blive afklaret, når resultatet af obduktionen foreligger i næste uge.

Jakob Nørhøj opsøgte tirsdag aften, dagen før sin pludselige død, skadestuen, fordi han havde stærke smerter i maven. Han blev ledsaget af en sine nære venner, som han spillede i et rockband sammen med.

Da vennen dagen efter ikke kunne komme i forbindelse med Jakob Nørhøj for at høre hvordan han havde det, blev han urolig. Samme aften blev Jakob Nørhøj af sin far fundet død i sin seng i lejligheden i København NV.