Lørdag var en dag i kærlighedens tegn for Jakob Engel-Schmidt og Camilla Søe.

Kulturministeren og hustruen, der arbejder som debattør og konsulent, er nemlig blevet gift i Birkerød Kirke.

Det skriver Billed-Bladet.

Det er dog ikke første gang, at parret siger 'ja' til hinanden, for allerede i september 2023 kunne de kalde sig mand og kone efter at være blevet viet i al hemmelighed i Bibliotekshaven bag Christiansborg.

Vielsen blev forestået af beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, Jens-Kristian Lütken, der er ven af parret.

Udover Jens-Kristian Lütken var kun parrets søskende med som vidner.

Derfor var lørdagens bryllup en kirkelig velsignelse og en anledning til at fejre kærligheden med en stor fest for venner og familie.

Jakob Engel-Schmidt og Camilla Søe kender hinanden fra Venstres Ungdom, som de begge har været medlem af.

De har dannet par siden 2022 og har sammen datteren Olivia, som blev født i december 2023.