Danmarks nye kulturminister bliver Jakob Engel-Schmidt fra Moderaterne. Den nuværende kulturminister, Ane Halsboe-Jørgensen (S), skal i stedet være beskæftigelsesminister.

Han var i 2013-2015 og 2016-2018 folketingsmedlem for Venstre og blev valgt ind for Moderaterne i 2022, hvor han er partiets politiske ordfører i Folketinget.

Jakob Engel-Schmidt var en af Venstres unge profiler, indtil han i september 2017 udtrådte af Folketinget for at vende tilbage til det job som direktør i uddannelsesinstitutionen Niels Brock, han tidligere havde besat.

Han mistede dog stillingen på Niels Brock, efter det i 2018 kom frem, at han var blevet taget i at køre bil i kokainpåvirket tilstand i sommeren 2017. Det var også forklaringen på, at han forlod politik.

Han vendte tilbage til politik, da han i april 2021 blev sekretariatsleder for Lars Løkke Rasmussens politiske netværk, Det Politiske Mødested, hvorfra Moderaterne opstod samme år. Han blev i 2022 politisk chef for partiet og var dets spidskandidat i Nordsjællands Storkreds forud for folketingsvalget 2022. Han fik over 4.200 personlige stemmer.

Jakob Engel-Schmidt er tilsyneladende ikke den af Moderaterne, som hyppigst har markeret sig med kulturpolitiske udtalelser. Partiets kulturpolitik blev optegnet af Lars Løkke Rasmussen og Jon Stephensen, den tidligere teaterdirektør på Aveny-T, i en kronik i Politiken i april.

Men det gør ikke noget, mener Esben Marcher, som er sekretariatschef i Dansk Live, interesseorganisationen for festivaler og spillesteder.

»Han er et ubeskrevet blad, men det behøver ikke være dårligt. Hellere politisk erfaren end kulturpolitisk ophængt. Hvis man tidligere havde været for tæt på kulturlivet, kunne der være en risiko for, at man havde lovet for meget,« siger Esben Marcher.

Marcher roser også de ambitiøse udspil, der er kommet fra Moderaterne i valgkampen, og han ser også et stort kulturpolitisk aftryk i regeringsgrundlaget.

Det har været nogle ambitiøse udspil, der er kommer fra Moderaterne op til valgkampen, og der er også et stort kulturpolitisk aftryk i regeringsgrundlaget, mener Marcher.

Blandt de kulturpolitiske tiltag i regeringsgrundlaget er ideen om et såkaldt kulturpas til de 45.000 unge, der står uden for arbejdsmarkedet.

»Hvis der virkelig er så mange unge, der står uden for samfundet, skal vi gøre alt det, vi kan, for at få dem ind i samfundet. Kulturoplevelser er jo også en måde, man kan engagere sig, og måske melde sig som frivillig til en festival eller en koncert,« siger Esben Marcher.

Esben Marcher, tror du, at socialt udsatte unge bliver mindre socialt udsatte af at komme en tur på nationalmuseet?

»Det tror jeg faktisk, man gør. Hvis man kommer ud og oplever interessante ting og får udvidet sin horisont, så tror jeg faktisk på, at man kan få det bedre.«

Det bliver nu Jakob Engel-Schmidts opgave at få kulturpasset til at funger, og derudover blandt andet gennemføre den museumsreform, som SVM-regeringen har varslet i sit regeringsgrundlag.

Denne artikel er fra Berlingske.