Venstre er »måske« på vej i regering med Mette Frederiksen.

Det siger V-formand Jakob-Ellemann Jensen i et interview med TV 2 News.

»Det ærlige svar er måske. Det er i i hvert fald værd at afsøge muligheden for det,« siger han.

Men han erkender også i interviewet, at det i så fald vil være et klokkeklart løftebrud.

»Selvfølgelig er det et løftebrud. Jeg gik til valg på at blive statsminister,« forklarer han.

Ellemann forklarer, at Venstre og Socialdemokratiet kan nå hinanden på nogle stræk – på trods af partiernes historiske stridigheder.

»Vi betragter os som antitesen til Socialdemokratiet. Vi udspringer af forskellige politiske traditioner. Derfor er det også ekstraordinært, hvis vi danner regering sammen. Derfor skal der også mere på bordet, end hvad vi kan opnå alene som Venstre. Hvis vi tager det skridt at gå i regering, skal der være en gevinst ved det,« siger Jakob Ellemann-Jensen og uddyber, hvad gevinsten kan være for Danmark:

»Det er en fremtidssikring af vores velfærdssamfund.«

Men der er også specifikke krav fra Venstre om for eksempel at hæve topskattegrænsen. Det er noget af det, der drøftes ved forhandlingsbordet, forklarer han.

»Jeg opfatter en lydhørhed fra Mette Frederiksen. Hvis man skal indgå et samarbejde, skal begge parter bukke sig mod hinanden,« siger Jakob Ellemann-Jensen.

Spørgsmål: Du har sagt mange gange, at du ikke har tillid til Mette Frederiksen og at du ikke stoler på hende. Gør du det nu?

»Det kommer sig af en helt konkret samtale, som vi havde over telefonen i forbindelse med nedlukningen af minkerhvervet,« siger Jakob Ellemann-Jensen.

Mette Frederiksen ringede til ham og forklarede, at alle minkene skulle aflives.

Men senere kom det frem, at der var flere modeller på bordet, blandt andet en model fra Fødevarestyrelsen, hvor man kunne beholde avlsdyrene.

»Jeg følte mig misbrugt i den situation. Jeg fik oplevelsen af, at jeg ikke havde fået hele sandheden,« siger han.

Han er dog sikker på, at de godt kan reetablere tilliden.

»Det er vi i gang med. Hvis vi ender i regering sammen, har jeg fuld tillid til, at Mette Frederiksen vil arbejde for det regeringsgrundlag, vi aftaler.«