Karen Ellemann glemmer aldrig det øjeblik ved sit bryllup, da hendes bror rejste sig op og satte en video på foran de mange gæster.

På skærmen tonede Jakob Ellemann-Jensen frem som filmens hovedrolle, men noget var anderledes.

Han spillede nemlig ikke sig selv.

»Han havde lavet en fuldstændig legendarisk video, hvor hans daværende kone og alle vores børn var statister, og så spillede Jakob mig. Det var næsten en hel spillefilm, og det var skidesjovt,« fortæller Karen Ellemann til B.T. og får tilføjet:

»Jeg får næsten tårer i øjnene af grin, når jeg tænker på den video igen.«

Men hvorfor er den historie så interessant?

Folkemødet på Bornholm. Uffe Ellemann-Jensen synger sammen med sønnen Jakob Ellemann-Jensen og datten Karen Ellemann i Danchels Hus i Allinge torsdag den 14. juni 2012. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2012)
Folkemødet på Bornholm. Uffe Ellemann-Jensen synger sammen med sønnen Jakob Ellemann-Jensen og datten Karen Ellemann i Danchels Hus i Allinge torsdag den 14. juni 2012. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2012) Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Jo, for når B.T. har spurgt en lang række medlemmer af Venstres folketingsgruppe, hvordan de vil beskrive Jakob Ellemann-Jensen, og hvorfor de tror, at han bliver en god formand, så går især én ting igen og igen.

Jakob Ellemann-Jensen er efter sigende hylende morsom, godt selskab og festens midtpunkt. På den gode måde vel at mærke.

Det er ikke 'se mig, jeg er klassens klovn'.

Det er mere en 'kom her, jeg sørger for, at vi alle har det sjovt'.

Netop derfor fortæller et folketingsmedlem, der er tæt på Jakob Ellemann-Jensen, til B.T., at han er sådan en type, hvor man virkelig håber, at han bliver ens bordherre til den store fest.

I modsætning til eksempelvis Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen.

Men så er der også én anden kvalitet, der ofte nævnes i sammenhæng med Jakob Ellemann-Jensen, og som han har tilegnet sig i en tidligere periode af sit liv.

Fra 1992 til 2000 havde han nemlig sit virke i det danske forsvar.

Mellem 1992 og 1994 var det som værnepligtig menig og sergent ved Den kongelige Livgarde, men i 1994 rykkede han til Sjællandske Livregiment, hvor han slog sine folder som løjtnant og kampvognsdelingsfører.

Når sådan en kampvogn smider sit bælte, er det den såkaldte bjærgningsenhed, der kommer ud og hjælper, og fra 1992 til 1994 var Finn Sennik Jensen en del af den enhed.

Og selvom det er mere end 25 år siden, så husker han tydeligt én kampvognsdelingsfører.

»Jakob var et utroligt rart menneske. Om det regnede, sneede, var godt vejr eller var frostvejr, så var han den samme positive og gode leder, og jeg skulle hilse og sige, at der bestemt er mange, der lader sig påvirke af sådan noget,« fortæller han om tiden på Antvorskov Kaserne i Slagelse.

Lederskabet, der efter alt at dømme skal hjælpe ham til at stå i spidsen for Venstre efter den 21. september, var altså allerede født dengang.

Og det samme var humoren.

»Jeg husker tydeligt, at han tit talte som sin far (Uffe Ellemann-Jensen, red.) for sjov, og det var virkelig morsomt. Han var bare altid med på pjat,« husker Finn.

Jakob Ellemann-Jensen fik også flere stjerner på skulderen, som tiden i forsvaret gik.

Først to stjerner som premierløjtnant – herefter tre stjerner som kaptajn.

Og det var, da han gik rundt med tre stjerner på skulderen, at han indimellem stødte ind i Lars Reinhardt Møller.

Lars Reinhardt Møller har skrevet flere bøger om sine mange år i forsvaret og er især kendt for sin rolle i Operation Bøllebank i Jugoslavien.

Oberstløjtnant Lars Reinhardt Møller, Svanemøllens Kaserne.
Oberstløjtnant Lars Reinhardt Møller, Svanemøllens Kaserne. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

Spørgsmålet er, om han husker Jakob Ellemann-Jensen?

»Ja, for fanden. Han havde en stor fremtid som officer og kunne det hele. Han havde intellekt. Han beherskede teorien. Han havde karisma, så han kunne få folk med. Og så var han en leder,« fortæller den nu pensionerede veteran, der dengang var oberstløjtnant.

Men som bekendt valgte Jakob Ellemann-Jensen ikke officer-vejen.

I stedet rettede han blikket mod det private erhvervsliv, hvor han som uddannet jurist varetog stillinger som juridisk rådgiver, jurist, afdelingchef og koncernjurist i en række store virksomheder.

På det tidspunkt var han ikke for alvor gået ind i politik på trods af sin fars ikoniske karriere.

»Jeg har set, hvad det kan gøre ved familien. Det vil jeg hverken byde mig selv eller min familie,« havde Jakob Ellemann-Jensen ifølge Berlingske sagt til sin farmor som 19-årig.

Men på den ene eller anden måde blev den politiske flamme tændt, og siden han i 2011 blev valgt ind i Folketinget for Venstre, har han ikke set sig tilbage.

Og det er med søsteren ved sin side.

»Han har en humor, der er smittende, og så er han et dejligt ordentligt menneske. Han nærer sig om de mennesker, han har med at gøre, og det betyder alverden i politik,« fortæller Karen Ellemann.

21. september er han foreløbig den eneste formandskandidat ved Venstres ekstraordinære landsmøde, og så er der kun ét trin tilbage på stigen.

Nøglerne til Statsministeriet.