Midt i debatten om spindoktorernes magt og moral har Ekstra Bladet offentliggjort en hidtil hemmeligholdt lydfil fra lækagen-sagen i Forsvarministeriet under den tidligere regering. Men den tidligere spindoktor fastholder over for B.T., at han ikke lækkede fortrolige oplysninger til TV2-journalist Rasmus Tantholdt.

Tidligere forsvarsminister Søren Gades (V) spindoktor Jacob Winther blev i januar 2010 beskyldt for ulovligt at have lækket dybt fortrolige oplysninger om udsendelse af jægersoldater til Irak til TV2-journalist Rasmus Tantholdt.

At det var Jacob Winther, der var kilden til den ulovlige lækage skulle fremgå af en hemmelig lydoptagelse fra en telefonsamtale mellem Rasmus Tantholdt og en journalist på DR.

På lydfilen siger Rasmus Tantholdt ifølge eb.dk, at Jacob Winther er kilden til hans historien om, at jægersoldaterne skulle udsendes.

LÆS OGSÅ:

Politiet forsøgte i flere år at finde ud af, hvem der i 2007 sladrede om forsvarets hemmelige mission.

Men både TV2 og DR, der var i besiddelse af lydfilen, nægtede at udlevere den. Og Højesteret gav tv-stationerne medhold. Derfor forblev lydfilen hemmelig.

Men nu har en anonym kilde har sendt den til Ekstra Bladet.

Ifølge Jacob Winther, der i dag er kommunikationschef i Danske Regioner, ændrer det ikke på noget, at Ekstra Bladet nu er kommet i besiddelse af lydfilen.

- Jeg er ikke kilden til lækagen. Jeg ved ikke, hvorfor Rasmus Tantholdt siger det i den telefonsamtale, men det må stå for hans egen regning. Jeg følger mig renset for beskyldningerne om at stå bag lækagen, og jeg har betragtet denne sag for død i seks måneder. Det ændrer det her ikke på, siger Jacob Winther til B.T.

Ifølge den daværende chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, kontreadmiral Jørn Olesen faldt den hemmeligstemplede oplysning om Jægerkorpset under en briefing i den danske lejr, Camp Einherjer, i Irak i slutningen af april 2007. En briefing hvor Søren Gade var til stede. Det kom frem under en afhøring ved et retsmøde hos Københavns Politi i oktober 2010.

Jacob Winther siger til B.T., at han dengang slet ikke var med på den rejse.

Rasmus Tantholdt ønsker ikke at kommentere sagen over for B.T.

- Sagen har været igennem retssystemet, og jeg har ingen kommentarer til det. Og jeg vil hverken be- eller afkræfte noget, siger Rasmus Tantholdt.

LÆS OGSÅ:


LÆS OGSÅ:


HVAD MENER DU? DELTAG I DEBATTEN NEDENFOR