Han var den største stemmesluger for SF ved det seneste folketingsvalg i 2022, og så har han været ramt af et voldsomt stressforløb. 

Nu har han meldt sig under fanerne igen, hvor han i et længere skriv på Facebook takker alle, der har budt ham velkommen tilbage til dansk politik. 

Men opslaget rummer også et ordentligt svirp. 

'Til de få, der skriver ting, som ikke passer. Som tillægger mig motiver, jeg ikke har. Jeg ved godt, at jeg burde være ligeglad. Men det er jeg ikke,' skriver han og tilføjer: 

'Et par politiske 'kommentatorer' prøver eksempelvis at få det til at lyde, som om det er mærkeligt, at jeg vender tilbage, fordi jeg efter sigende skulle have skrevet to bøger om, hvor dårligt Christiansborg er. De har helt sikkert ikke læst dem.'

Og det kalder Jacob Mark direkte 'forkert'. 

'Jeg har skrevet to bøger om stress – for at nedbryde tabuer om stress og om det er en fordel eller ulempe at udgive en bog om stress før et valg, må guderne vide,' skriver han videre. 

Videre forklarer han, at han har påpeget fejl ved Christiansborg, mens han stadig i dag kalder det et fantastisk sted at arbejde.

'Og det var en sorg for mig at måtte gå derfra på grund af sygdom,' skriver han. 

Da han forlod Folketinget for lidt mere end et år siden lød forklaringen også, at han gerne ville have mere tid med sin familie, ligesom han fortalte, at han havde fået et job i en privat virksomhed. 

Jacob Mark var ved det seneste folketingsvalg i 2022 SFs største stemmesluger.

Han fik samtidig femteflest personlige stemmer af samtlige politikere.