Hele fire dage blev det til for Jacob Harris som nyvalgt folketingsmedlem hos Borgernes Parti – lige indtil han fik sparket af partiet.
Men endnu en gang vækker politikeren opsigt, da han nu har registeret sin ukrainske kone som medarbejder i Folketinget.
Det fortæller han til Ekstra Bladet.
Og ansættelsen af hustruen skyldes ifølge Jacob Harris, at han ikke »stoler på ret mange derinde«, hvorfor valget faldt på hans bedre halvdel.
»Indtil videre arbejder hun gratis, fordi jeg endnu ikke ved, hvad vi får til ansættelser, og om vi overhovedet får noget. Jeg skal lige finde ud af, hvem man kan stole på. Så i den situation, jeg står i nu, holder jeg kortene tæt på kroppen. Så hvorfor skal man ikke arbejde sammen med den, man stoler allermest på,« udtaler han til mediet.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger fremgår det af Folketingets intranet, at hustruen, Tetiana Harris Nielsen, er registeret som koordinator under 'medlemssekretær' for en løsgænger.
En løsgænger i Folketinget får hver måned et beløb til ansættelser på 58.449 kroner og et beløb til et ekspertbistand på 23.239 kroner.
Borgernes Parti valgte at ekskludere Jacob Harris fra partiet med den begrundelse, at han havde brudt den erklæring, han havde underskrevet og ikke givet sandfærdige oplysninger til partiet.
Meldingen kom i kølvandet på de seneste beskyldninger om Harris fusk og pengemisbrug i en virksomhed og Harris beslutning om at søge sygeorlov fra Folketinget.
