____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Martin Krasnik vendte søndag tilbage som vært i Deadline med et knivskarpt og meget velforberedt interview med den kontroversielle islamkritiker, Lars Hedegaard, der for seks uger siden blev forsøgt skudt ned af en ukendt gerningsmand på sin bopæl.

Politiet har endnu ikke fundet afgørende spor i forbindelse med attentatforsøget, som Hedegaard selv mener, er begået af en muslim, der er vred over de uhyre kritiske og kontroversielle ting, som Hedegaard har sagt om muslimer og deres religion islam, i de sidste mange år.

Blandt andet at muslimske mænd er potentielle voldtægtsforbrydere, der ikke står tilbage for at voldtage deres egne døtre.Det er første gang siden attentatforsøget, at Hedegaard giver et længere interview og flere gange kom Lars Hedegaard til kort over for Krasniks velforberedte spørgsmål.

I en halv time havde Krasnik formanden for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard i studiet for at konfrontere hans egne argumenter, og Krasnik påviste blandt andet, at den kendte islamkritiker og historiker kun har én kilde til sine teorier om at islam stiler efter det totale verdensherredømme ved hjælp af masseudvandring.

Nemlig en rådgiver for en serbisk krigsforbryder.
 
I interviewet med Krasnik sagde Lars Hedegaard blandt andet, at flere af vores institutioner, herunder danske universiteter og dele af pressen havde overgivet sig til sharia-loven, og var blevet bastioner for fjenden. Altså Islam.

Hedegaard har flere gange slået alle danske muslimer over én kam, og har sammenlignet deres religion, islam, med nazisme. Og har skrevet at de går efter at overtage Europa, for at indføre sharia-tilstande.
 
Men han kunne ikke gøre rede for, hvor mange muslimer i Danmark, han betragter som fjender. 

- Der er 300.000 muslimer i Danmark. Er det dem allesammen? Er det 500, 1000, 5000? Det er da vigtigt at vide, særligt når du nu har sammenlignet islam med nazisme, spurgte Krasnik.
 
- Det ved jeg ikke noget om. Jeg kender dem jo ikke... Hvor skulle jeg vide det fra... Jeg ved, der stod én foran min dør med en pistol, og han er formentlig muslim. Og der var én der forsøgte at slå Kurt Vestergaard ihjel, svarede Lars Hedegaard. 

Mandag får Martin Krasnik stor ros fra kendte og ukendte på Facebook og Twitter, for som den første journalist, at tage fat i substansen i Hedegaards udtalelser.
 
- Krasnik splitter ham i atomer. Krasnik er tilbage, twitter Natholdets vært Anders Breinholt.

- Krasnik ristede Hedegaard over en sagte ild. Han pillede ham simpelthen fra hinanden. Bid for bid, skriver musiker og skuespiller Nikolai Steen på Facebook.

- Krasnik beviser det indlysende. At dumme ord bekæmpes bedst med spørgsmål. Ikke med kugler, mener tv-vært og satiriker Lasse Rimmer.

Musikeren Mads Nygaard kalder det 'total afklædning', mens Andreas Bense skriver på Facebook:

- Aldrig har jeg set nogen blive dissekeret så grusomt på sådan en afslappet og fattet måde. I øvrigt uden at Krasnik blev nedladende og Hedegaard hidsede sig op. 

På den anden side raser Hedegaards støtter over Martin Krasniks vedholdende interview, hvor han blev ved med at holde Hedegaard fast på de ting han tidligere har udtalt, og insistere på at få ham til at uddybe. 

- Sandheden er, at Lars Hedegaard blev taget på sengen af en manipulerende og fjendsk Krasnik, mener Kim Poulsen på Facebook.      

- .I går blev Lars Hedegaard ikke interviewet, men afhørt af Martin
Krasnik på DR2. Lars blev tæppebombet med anklager, absurde
beskyldninger og Krasniks egne mistænkeliggørende ræsonnementer. Interviewet havde kun en hensigt: At fremstille Lars som
en galning, skriver Katrine Winkel Holm, der er næstformand i Trykkefrihedsselskabet og bestyrelsesmedlem i DR, mens Birthe Hedegaard Holm skriver på Faceboook:

- Interviewet er at ligne med et karaktermord.

Til BT siger Martin Krasnik:

- Jeg synes interviewet gik godt, og jeg syntes, at det var meget fair. Han havde god mulighed for at forklare sig.

-  Det havde vel taget mig et par dage at forberede det, og jeg syntes det var enormt rart, for en gangs skyld, at have god tid til at lave et interview, hvor man kom i dybden.

Nogen beskylder dig for at forsøge at begå karaktermnord på Hedegaard?
-  Nej det er helt ved siden af. Der var god tid, og interviewet var roligt og fattet og fuldstændigt fair. 

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Lars Hedegaard.