Udadtil er der smil og forsoning blandt medlemmerne af den øverste ledelse i Dansk Folkeparti.

Men bag facaden er historien en ganske anden.

Der er nemlig iskold luft mellem næstformand Morten Messeschmidt på den ene side og formand Kristian Thulesen Dahl og gruppeformand Peter Skaarup på den anden side.

Det fortæller flere kilder i Dansk Folkeparti, som B.T. har talt med.

»Thulesen Dahl gør meget ud af at sende et signal om fred og ro mellem ham og Messerschmidt. Men alle kan mærke den dårlige stemning. Og efter retssagen er konflikten mellem de to blevet endnu mere tydelig for alle i partiet,« siger en central DF-kilde.

Kristian Thulesen Dahl stiller spørgsmål i folketingssalen, mens Morten Messerschmidt ser på.
Kristian Thulesen Dahl stiller spørgsmål i folketingssalen, mens Morten Messerschmidt ser på. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Efter de Thulesen Dahl og særligt Peter Skaarup modsagde Messerschmidt i den retssag, der gav næstformanden en betinget dom på et halvt års fængsel for dokumentfalsk og EU-svig, har der været kritiske røster fra baglandet mod formandens og gruppeformandens ageren.

I baglandet er der stadig udbredt opbakning til Messerschmidt, der har valgt at anke sagen til landsretten.

»Med det kendskab, jeg har til Morten, tror jeg ikke på det. Han er dygtig og et godt menneske. Det er decideret justitsmord,« sagde Peter Kiralyfalvy, formand for Slagelse Lokalforening, til TV 2, umiddelbart efter domsafsigelsen 13. august.

Derfor har Thulesen Dahl også aktivt signaleret opbakning til sin næstformand under partiets sommergruppemøde, der i disse dage afholdes i Maribo.

Således har Thulesen Dahl og Messerschmidt siddet ved siden af hinanden ved de fællesspisninger, der har været under sommergruppemødet, fortæller B.T.s kilder.

Men de fortæller samtidig, at der stinker af en dårlig og akavet stemning, når partiets formand og næstformand sætter sig i samme lokale.

Kristian Thulesen Dahl taler med pressen ved retten i Lyngby mandag 9. august 2021. Han skulle vidne i svindelsagen mod Morten Messerschmidt, der var tiltalt for svig og dokumentfalsk i Meld- og Feld-sagen.
Kristian Thulesen Dahl taler med pressen ved retten i Lyngby mandag 9. august 2021. Han skulle vidne i svindelsagen mod Morten Messerschmidt, der var tiltalt for svig og dokumentfalsk i Meld- og Feld-sagen. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

På sommergruppemødets første dag bad Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup ifølge B.T.s kilder alle om at forlade mødelokalet – undtagen folketingsgruppen.

Her forsøgte de to DF-topfolk at lægge låg på de interne stridigheder, som de blandt andet mener bliver blæst unødigt op i pressen på grund af læk fra egne rækker.

Men flere folketingsmedlemmer krævede svar fra formanden: Hvorfor var både Thulesen Dahl og Skaarup så nådesløse og uforsonlige, da de gav vidneforklaring i Messerschmidts retssag?

Flere DFere tog ordet og anklagede både formand og gruppeformand for at skabe unødig splid ved at demontere Messerschmidts forsvar.

Omvendt mente andre, at det er skadeligt for DF, at Messerschmidt nu vil trække partiet igennem en ankesag, som formentlig først er afsluttet om et års tid.

Men uagtet stridigheder og kølig luft i toppen af partiet blev Morten Messerschmidt onsdag genvalgt som næstformand på sommergruppemødet, hvor DFs gruppebestyrelse sammensættes.

Peter Skaarup, Kristian Thulesen Dahl og Morten Messerschmidt under Folketingets åbning tirsdag 6. oktober 2020.
Peter Skaarup, Kristian Thulesen Dahl og Morten Messerschmidt under Folketingets åbning tirsdag 6. oktober 2020. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Torsdag eftermiddag meddelte partiet så, at man forkorter sommergruppemødet med en dag og aflyser det planlagte pressemøde fredag.

Officielt er årsagen Folketingets hastebehandling af indgrebet i sygeplejekonlikten.

Men omvendt er det heller ikke, fordi partitoppen havde set frem til bygen af spørgsmål fra journalister om Messerschmidts dom, ankesag og konflikter mellem partiets fløje.

Konflikten i toppen af partiet sætter spor helt ned i organisationen, fortæller DF-kilder til B.T.

Flere ansatte beretter om en opgivende stemning i partiets kontorer på Christiansborg, hvor man »holder vejret« og venter på en klar linje fra formanden.

Her er følelsen, at der tøves med politiske udspil og store armbevægelser forud for den afklapsning, de fleste i partiet efterhånden forventer at få ved kommunalvalget til november.

Samtidig fortæller flere kilder, at partiledelsen – her forstået udelukkende som Thulesen Dahl og Peter Skaarup – holder alle overvejelser om strategi og politisk linje tæt til kroppen.

Det har ført til stadig større frustration hos Morten Messerschmidt over, at han ikke i langt højere grad inkluderes i de store beslutninger.

»Der er tydeligvis tale om en duo, ikke en trio,« som en kilde formulerer det til B.T.

Frustrationen deles i høj grad også af den tidligere formand, Pia Kjærsgaard, der både offentligt, men også på de indre linjer taler højt om sin utilfredshed over ikke at blive taget med på råd.

Dansk Folkeparti ligger i den seneste måling, som YouGov har lavet for B.T., til 7,2 procent af stemmerne.

Det er 1,5 procentpoint lavere end ved katastrofevalget i 2019, hvor DF gik fra 37 til 16 mandater.