Over 100.000 husstande bliver frosset ude, når der skal fordeles nødhjælp til at betale de skyhøje varmeregninger, der har ramt Danmark.

I hvert fald hvis det står til klimaminister Dan Jørgensen, der kun vil sende statslig nødhjælp til varmeregningen, hvis man varmer med gas eller fjernvarme med gas som hovedkilde.

Der er derimod ingen statshjælp til varmeregningen, hvis man har el som energikilde derhjemme.

Det betyder, at de flere end 100.000 husstande, der på opfordring fra staten har skiftet olie- og gasfyret ud med de mere klimavenlige varmepumper, nu ikke står til at få hjælp til elregningen.

»Det skal selvfølgelig ikke være sådan, at man skal sidde og fryse i Danmark,« lød det fra klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen i tidligere torsdag.

Det får nu flere partier på Christiansborg til at ryste på hovedet over ministerens udspil, som både De Konservative og Enhedslisten mener er uambitiøst og forskelsbehandler danskerne.

»Det er et stort problem, at regeringen kun kigger på en energikilde, når priserne jo er steget på rigtig mange energiformer. Der er folk med for eksempel elradiator, der får kæmpe regninger lige nu, men dem vil regeringen ikke hjælpe,« siger Mona Juul, der er klimaordfører for De Konservative.

Tidligt torsdag morgen var politikerne indkaldt til møde hos Dan Jørgensen om de stigende energipriser.

Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen forsøger lige nu at lande en politiske aftale om de stigende energipriser.
Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen forsøger lige nu at lande en politiske aftale om de stigende energipriser. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Det kom der dog ikke ret meget ud af, fortæller Mona Juul, som er ved at være noget træt af regeringens forhandlingstempo.

»Nu har vi talt om det her problem siden efteråret. Jeg kan godt forstå, hvis danskerne sidder derude og undrer sig lidt over, hvad i alverden vi laver, og hvorfor der ikke sker noget,« siger Mona Juul.

Også hos Enhedslisten har man svært ved at forstå, hvorfor regeringen kun vil kompensere danskere med gas som varmekilde, når de rekordhøje regninger også dumper ind ad døren hos dem, der har andre energiformer.

»Regeringen vil åbenbart kun gøre noget for gaskunderne, men ikke engang her er de kommet med et konkret beløb,« siger partiets finansordfører, Rune Lund.

Enhedslisten vil i stedet have, at danskerne, særligt dem med lave og mellemindkomster, kompenseres for de stigende energipriser, uanset hvilken energiform de har derhjemme.

»Når vi ser, at staten får så mange penge ind på grund af de stigende priser, så er det kun rimeligt, at der kommer noget retur til danskerne, der bliver ramt. Det skal ske hurtigst muligt,« siger Rune Lund.

De politiske forhandlinger om energipriserne fortsætter fredag morgen, hvor partierne igen mødes hos Dan Jørgensen.

Andre læser også