Isam B reagerer på Mette F kritik
'En kvindes ret til selv at bestemme over sin krop og sit udseende også må gælde, når hendes valg er et, statsministeren eller andre ikke bryder sig om,' skriver musikeren til B.T.

'En kvindes ret til selv at bestemme over sin krop og sit udseende også må gælde, når hendes valg er et, statsministeren eller andre ikke bryder sig om,' skriver musikeren til B.T.

'Fylder mig med harme.'
Det var bare nogle af de ord, som statsminister Mette Frederiksen lørdag brugte i et opslag på Facebook, hvor hun rettede skarp kritik af musiker Isam B, efter hans udtalelser om kvinder og niqab. Og nu svarer musikeren igen.
'Da jeg brugte ordet »ninja«, var det ikke for at gøre grin med kvinder i niqab. Min pointe var netop at udfordre den måde, vi taler om kvinder, der vælger at tildække sig,' skriver Isam B til B.T.
'Jeg mener, at en kvindes ret til selv at bestemme over sin krop og sit udseende også må gælde, når hendes valg er et, statsministeren eller andre ikke bryder sig om,' fortsætter han.
Tidligere på ugen vakte Isam B netop opsigt, da han gæstede podcasten 'Platformen', som efterfølgende medførte stor kritik.
Her sagde musikeren, at »noget af det mest feministiske, du kan gøre, det er jo at tage et tørklæde på eller faktisk tage en niqab på, hvor du bare er ninja. Fordi det er vildt provokerende. Vi mænd vil gerne se dig, men du kan se os, og vi kan ikke se dig,« ifølge DR. Den udtalelse, der fik Mette Frederiksen til tasterne.
Isam B stiller i sit svar også spørgsmålstegn ved, hvorfor en kvindes tildækning hurtigt bliver kædet sammen med et symbol på undertrykkelse.
'Og hvis statsministeren mener, at det er en hån mod kvinder, der kæmper mod tvang, så vil jeg gerne understrege: Jeg håner ikke kvinder, der kæmper mod tvang. Tværtimod. Jeg mener, at tvang skal bekæmpes – også når tvangen kommer fra dem, der mener, at en kvinde bør klæde sig på en bestemt måde for at være »fri«,' lyder det videre fra Isam B.