Valgplakater, flyers, goodiebags.
Valgkampen er på sit højeste, og politikerne kæmper lige nu for at få skrabet så mange stemmer sammen så muligt.
Men især et sted bør der fokuseres, hvis politikerne vil stå stærkt 16. november.
OG det er på de studerende.

Tæt på halvdelen af de nye vælgere i Aarhus er nemlig studerende. Det viser tal fra Kommunernes Landsforening (KL).
Det vil sige vælgere, som ikke stemte ved seneste valg i 2017, men som er fyldt 18, invadret eller flyttet til en anden kommune i den mellemliggende periode.
Kun de to andre studiebyer Odense og Aalborg kommer op på samme høje andel.
Dermed skiller Aarhus sig ud fra mængden, da det i de fleste kommuner er lønmodtagere, der er den mest dominerende gruppe bland de nye vælgere.
Ifølge valgforsker og professor på SDU Ulrik Kjær er der stemmer at hente ved at målrette sin valgkamp mod de studerende.
»Man kan formode, at nogle af de studerendes stemmer sidder lidt løsere, fordi de ikke i forvejen kender til kommunalpolitikken i den kommune, de er flyttet til, og derfor bør det være ekstra attraktivt for kandidaterne at prøve at appellere til dem,« siger Ulrik Kjær til KL og tilføjer:
»For studerende kan en enkelt mærkesag, og en god evne til at gøre opmærksom på sit navn være nok for kandidaten til at få deres stemme, men for pensionisterne skal der virkelig sættes fokus på rammerne for det gode seniorliv i kommunen, og det kan indeholde mange elementer.«
På landsplan udgør lønmodtagere 44 procent af de nye vælgere, studerende 29 procent, andet 13 procent, offentlig forsørgede 9 procent og pensionister 5 procent.

