Isabella Arendt stopper som formand for Kristendemokraterne og melder sig ud af partiet med øjeblikkelig virkning.

Det meddeler hun i en mail.

- Arbejdsglæden var forsvundet. Jeg trives simpelthen ikke i mit arbejde længere, og jeg kunne mærke, at der var længere og længere imellem, at jeg gik glad på arbejde, siger Arendt til Ritzau.

- Der var et højt og vedvarende konfliktniveau, som har slidt over en længere periode. Og så har jeg tænkt over, hvad der så skal ske, og hvad jeg ellers skal gøre, og jeg er nået frem til den konklusion, at arbejdsglæde og trivsel er vigtigst, når man bruger mange timer på noget hver uge, siger Arendt.

Hun tilføjer, at det ikke er en person eller en sag internt hos Kristendemokraterne, som får hende til at forlade partiet og dansk politik.

Om det er et endegyldigt farvel til politik, ved hun ikke.

- Lige nu ved jeg ikke, hvad der kommer til at ske. Jeg har været gift med KD hele mit voksne liv og har stort set ikke brugt tid på noget andet, så lige nu skal jeg lande på benene og finde ud af, hvilke nye døre jeg skal gå ind ad fremadrettet, siger Arendt.

For nylig meddelte partiets eneste folketingsmedlem, Jens Rohde, at han ikke genopstiller ved næste folketingsvalg og takker af i dansk politik.

Arendts exit har ikke noget med Rohdes beslutning at gøre, understreger hun.

- Min beslutning har jeg taget af hensyn til min egen arbejdsglæde og af hensyn til, at jeg har rigtig meget at give af gode politiske idéer.

- Hvad KD nu gør, er op til den tilbageværende ledelse at finde ud af, siger Arendt.

/ritzau/