Isabella Arendt var ude og spise med sin mor og far mandag aften, da hun besluttede sig for at melde sig ud af Kristendemokraterne og stoppe som partiformand.

»Jeg er typen, der tænker, mens jeg taler. Så sad jeg og talte om mit arbejde med dem, og så kunne jeg mærke, at lysten ikke var der mere,« siger hun og fortsætter:

»Nogle gange har man nok brug for luftforandring og være et andet sted, hvor man ikke er i de daglige rutiner for at mærke efter, om man gider fortsætte på samme måde næste mandag. Og det ville jeg bare ikke,« siger Isabella Arendt til B.T.

Efter Isabella Arendts afgang, så ligner Kristendemokraterne for alvor et totalt dødsdømt parti. Partiets eneste medlem af Folketinget, Jens Rohde, stiller ikke op igen og nu er formanden gået af.

Isabella Arendt forklarer, at hun over tid har mistet lysten til at fortsætte i Kristendemokraterne. Blandt andet på grund af konflikterne i partiet på abortspørgsmålet, men hun har også mærket manglende opbakning til sit eget lederskab.

»Jeg kunne mærke, at hvis jeg kom begejstret ind i et lokale med andre kristendemokrater og præsenterede en masse ideer, så faldt det helt til jorden,« siger Isabella Arendt.

Det lyder, som om du ikke føler der var opbakning til dig som leder?

»Ja. Ikke til mig som person, men jeg oplevede, at der ikke var begejstring for mig som leder. Hvis jeg kom ind og ville lave nogle visioner, have noget mere tempo eller noget, så følte jeg, det ikke førte nogen vegne,« siger Isabella Arendt.

Kristendemokraternes leder, Isabella Arendt, ankommer til partilederrunden Demokratiets Aften hos Danmarks Radio i DR Byen i København, 3. juni 2019. Det er, kort tid efter at hun er blevet udnævnt til politisk leder for Kristendemokraterne.
Kristendemokraternes leder, Isabella Arendt, ankommer til partilederrunden Demokratiets Aften hos Danmarks Radio i DR Byen i København, 3. juni 2019. Det er, kort tid efter at hun er blevet udnævnt til politisk leder for Kristendemokraterne. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Jeg går, fordi jeg ikke trives i mit arbejde længere. Jeg føler ikke, at jeg kan slå vingerne ud. Der er rigtig mange værdier og ideer, som jeg brænder for, og jeg savner den begejstring, og at det er sjovt at gå på arbejde. Det var det ikke til sidst,« siger Isabella Arendt.

Isabella Arendt afviser, at hendes beslutning har noget at gøre med at Jens Rohde for nylig meldte ud, at han ikke genopstiller til næste folketingsvalg. Han bliver dog siddende denne valgperiode ud for Kristendemokraterne.

»Jens var ikke årsag til, at jeg meldte mig ind, og han er ikke årsag til at jeg meldte mig ud. Jeg har bare behov for at tage mine ideer med et andet sted hen,« siger 29-årige Isabella Arendt.

Hvor er det henne?

»Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg vil. Jeg vil ikke udelukke noget. Jeg har masser af energi og begejstring, men jeg ved ikke hvad jeg skal næste mandag,« siger hun.

Skal det være politik?

»Jeg kender ikke platformen, men det skal være et sted, hvor jeg får lov at mene noget.«

Hvad med at stille op for Venstre eller Konservative?

»Nu har jeg i første omgang meldt mig ud af Kristendemokraterne. Jeg ved ikke hvad der skal ske, men jeg vil ikke afvise noget.«

Hvad med Socialdemokratiet?

»Nej, det sker ikke.«