For første gang i mere end et årti står Kristendemokraterne til at blive valgt ind i Folketinget. En fremgang, som for alvor tog fart, da partiet satte deres 26-årige spidskandidat i front.

To uger før valget viser en Voxmeter-måling, at Kristendemokraterne får en vælgeropbakning på mere end to procent.

Det betyder, at partiet kan blive valgt ind i Folketinget for første gang siden 2005. Fremgangen skyldes dog ikke et mirakel.

»Det er det, som vi har håbet på, og nu går det den rigtige vej. Selvfølgelig svinger den slags meningsmålinger, men vi har haft en opadgående kurve lige siden den første partilederrunde,« siger Isabella Arendt, der er vikarierende formand for Stig Grenov.

For to uger siden deltog hun i den første partilederdebat på et afbud. Partiets formand, Stig Grenov, havde fået et ildebefindende, og i sidste øjeblik tog hun som næstformand styringen og trådte frem i rampelyset foran hele Danmark, der fulgte med hjemme i stuerne.

Samme aften blev hun af mange kåret som debattens store vinder og blev i medierne døbt 'vikaren fra himlen'. Kort efter besluttede partiet, at Isabella Arendt 'skal være mere med' og have flere roller i valgkampen. Lige siden er vælgeropbakningen kun blevet større.

Betyder det, at jeres fremgang alene er din fortjeneste?

»Det er ikke fair at sammenligne mit livs bedste performance med en stresset person, men det har selvfølgelig betydet noget, at jeg med min person viser, at Kristendemokraterne også er noget andet end Stig Grenov – at der er mange forskellige kristendemokrater – også mange kvinder,« siger hun.

Isabella Arendt afviser dog, at æren ene og alene er hendes.

»Vi har vist, at vi kan stå distancen. Vores politik har været den samme længe, men det er endelig lykkedes os at trænge igennem lydmuren,« siger hun til Ritzau.

En uge efter Isabella Arendt havde sin debut i den anden partilederrunde, annoncerede Stig Grenov sin orlov, hvilket forfremmede hende til fungerende formand resten af valgkampen. I tiden efter er spekulationerne gået på, hvorvidt det er en post, som hun vil beholde.

Siden du er kommet på banen, har I haft den bedste meningsmåling i flere år. Får det indflydelse på, hvem der skal være partileder efter valget?

»Nej, Stig kommer tilbage, når orloven er slut.«

Til Ritzau forklarer Isabella Arendt, at meningsmålingen nu bør stoppe diskussionerne om, at partiets vælgere risikerer, at deres stemme går tabt, hvis det ikke lykkes at komme over spærregrænsen på to procent.

»Der har formentlig siddet en gruppe borgerlige vælgere, som har tøvet med at stemme på os, fordi de har været bange for, at vi ikke kom ind. Men det her kan forhåbentlig starte en sneboldeffekt, hvor endnu flere stemmer på os.«

Kristeligt Folkeparti blev stiftet i 1970 med ønsket om at forbyde fri abort og pornografi. Partiet opnåede flere gange valg til Folketinget og sad i regering i flere år. I 2003 skiftede partiet navn til Kristendemokraterne.