Kommissionen korrigerer torsdag sin vurdering af embedsmænds ansvar for at sige fra over for ulovlige ordrer.

Instrukskommissionen har med et nyhedsbrev torsdag ændret på sin vurdering af de rettigheder, som embedsmænd har til at sige fra over for ulovlige ordrer.

Det skriver Dagbladet Information og DR.

Debatten om embedsmænds rettigheder og pligter har fået opmærksomhed, efter at flere embedsmænd har fået kritik af deres rolle i sagen om adskillelsen af asylpar.

Der blev nedsat en kommission for at undersøge sagen, og i april kom den med sin beretning.

Dengang skrev kommissionen, at embedsmænd ikke har ret til at sige fra, hvis de får en ordre, der var ulovlig, medmindre ordren er "klart ulovlig".

Hvis der var tvivl om ulovligheden, var det altså adlydningspligten, der vejede tungest.

Nu erkender kommissionen ifølge DR og Information, at embedsmænd har ret - men ikke pligt - til at sige fra, hvis de har en begrundet tvivl om ordrens lovlighed.

Kommissionen har udsendt, hvad den kalder en "præcisering".

- Der kan således opstå situationer, hvor embedsmanden afhængig af styrken af den tvivl, der kan rejses om ordrens lovlighed i tillæg til sin advarselspligt har en ret (men ikke en pligt) til at sige fra, skriver kommissionen.

Embedsmænd har altså i visse situationer ret til at sige fra over for eksempelvis en minister, der udsteder en ordrer, hvis embedsmanden har en begrundet tvivl om, hvorvidt ordren er lovlig.

Kommissionen erkender, at dens beskrivelse af embedsværkets rettigheder og pligter ved ulovlige ordrer fremstod "mere unuanceret, end det har været hensigten".

Præciseringen vil nu blive lagt ind i kommissionens beretnings sjette bind på linje med et rettelsesblad.

Ifølge kommissionen har korrektionen dog ikke nogen betydning for kommissionens vurderinger af de enkelte embedsmænds ageren i sagen om de ulovligt adskilte asylpar.

Selv om kommissionen nu alligevel vedkender embedsmænd en ret til at nægte at udføre ulovlige ordrer, der blot er ulovlige men ikke er klart ulovlige, pålægger den nemlig fortsat ikke embedsmænd en pligt til at nægte at udføre en ulovlig ordre.

En sådan pligt indtræder først, når ordren ligefrem er klart ulovlig.

Derfor vedrører den kritik, kommissionen har rejst mod en række embedsmænds håndtering af sagen, hovedsageligt perioden fra februar 2016 og frem.

Det er nemlig her, kommissionen mener, at det ligefrem var klart ulovligt at adskille en række asylpar.

Men den 28. februar 2016 ændrede Udlændinge- og Integrationsministeriet praksis, så ordningen ikke længere var "klart ulovlig".

Derfor mener kommissionen ikke, at embedsværket i perioden efter denne dato har haft pligt til at nægte at adlyde ordren.

En sådan pligt til at undlade at gennemføre den fortsat ulovlige ordning havde embedsmændene ikke, så længe ordningen blot var ulovlig, fastholder kommissionen.

/ritzau/