For Ingrid Vorstrup Nielsen er en valgdag bestemt ikke et nyt fænomen. Hun kan faktisk nærmest køre dagen hjem på ren rutine.
Hun har nemlig været med til at afvikle valg i Odense lige siden folketingsvalget i 1979. Og tirsdag tog hun så endnu en tørn i demokratiets tjeneste.
»I dag er en festdag. Demokratiets festdag,« siger Ingrid Vorstrup Nielsen, der tirsdag havde den fornemme rolle som valgstyrerformand på Odense Rådhus i forbindelse med regionsråds- og kommunalvalget.
Rutinen fejler derfor bestemt ikke noget hos Ingrid Vorstrup Nielsen. Hun har faktisk kun misset valghandlinger i Odense to gange. Én gang ved en folkeafstemning og én gang til det seneste folketingsvalg.
Resten af tiden har hun hver gang stået ved roret klar til at lede odenseanerne sikkert gennem valghandlingen.
»Jeg deltog ikke i det seneste folketingsvalg, og det var lidt tomt,« fortæller hun selvom én af de to gange, hun ikke har stået i front ved en valghandling.

Men selvom Ingrid Vorstrup Nielsen efterhånden har været med ved en del valg, så er hun på ingen måde træt af det endnu. Og det er nok meget heldigt, for tirsdag venter hende en meget lang nat.
Hun forventer nemlig ikke at gå hjem fra rådhuset før omkring klokken 02:00 om natten.
»Ved et valg som det her har alle mulighed for at tilkendegive deres mening og tænk, at vi har muligheden for det. Det er jo faktisk helt vildt,« siger Ingrid Vorstrup Nielsen.
Hun mødte ind på rådhuset klokken syv tirsdag morgen og var mere end klar til at tage imod de stemmeklare odenseanere. Men valgdagens morgen startede faktisk noget tamt ud, hvis man spørger Ingrid Vorstrup Nielsen.
»Da valgstedet åbnede klokken otte, kom der ikke lige så mange, som der plejer. Jeg nåede lige at tænke, om der overhovedet ville komme nogle,« siger hun med et smil.
Men Ingrid Vorstrup Nielsen tog faktisk ikke helt fejl i sin tidlige analyse af valget. For ser man på stemmeprocenten, så er valgdeltagelsen i 2021 nemlig lavere end den var i 2017 ved sidste kommunalvalg.
I år har 65,5 procent af odenseanerne ifølge kommunens hjemmeside nemlig afgivet deres stemme. Sidste gang nåede 70 procent at sætte deres kryds.
B.T. nåede lige at fange den absolut sidste vælger på rådhuset kort efter klokken slog 20:00, og valgstedet egentlig gjorde klar til at lukke og påbegynde tællingen.

Josefine Jensen, som altså var den sidste odenseaner, der fik lov at sætte sit kryds på rådhuset, kom faktisk for sent, men nåede alligevel at få fingrene i sine to stemmesedler.
»Jeg gik lidt i panik på vejen, men jeg nåede det hele. Der var da også lidt pres på, da jeg stod i stemmeboksen, for man kunne da godt mærke, at folk gerne ville videre. Men det er fedt at føle, at man har noget at sige,« siger Josefine Jensen.
Josefine Jensen var heldigvis ikke i tvivl om, hvor hendes kryds skulle sættes, så derfor tog det ikke lang tid at få skriblet to krydser på sine sedler, da hun stod i stemmeboksen.