»Vi skal have drænet sumpen fyldt med Mette Frederiksens magtarrogance.«

Sådan lød det i går fra Inger Støjberg, næstformand i Venstre, da hun under demonstrationen mod regeringens ulovlige og grundlovsstridige ordre om at aflive alle mink i Danmark holdt tale i Aarhus.

Mange af tilhørerne var begejstrede for udmeldingen, der har en tydelig reference til præsident Donald Trumps ofte benyttede udtryk ‘drain the swamp’ om den i hans øjne korrumperede og gennembureaukratiserede magtelite i Washington.

Men ikke ikke alle deler begejstringen for Støjbergs brug af udtrykket.

Inger Støjberg tordnede mod Mette Frederiksens 'magtarrogance'.
Inger Støjberg tordnede mod Mette Frederiksens 'magtarrogance'. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Hendes tidligere partifælle og ministerkollega Søren Pind går i rette med hende på Twitter, hvor han efterfulgt af en skeptisk og vred emoji skriver:

»'Dræne sumpen'...Hvad sker der for mit gode gamle parti«.

Også Sofie Carsten Nielsen, politisk leder for De Radikale, er faret til tasterne.

Hun mener, at Inger Støjberg med sin overtagelse af Trumps retorik trækker den politisk debat i Danmark ned på et niveau, hvor den ikke bør være.

Politisk redaktør på B.T. Henrik Qvortrup mener, at Inger Støjberg scorer et klodset selvmål ved at melde så 'skingert' ud.

»Hun overgør det. I en sag som den her, hvor Venstre og opposistionen er ved at have fat, er det uklogt at udtrykke sig så skingert og hysterisk. For hun skubber mange af de vælgere væk, som man var ved at have fået overbevist om, at det er regeringen, der har et problem. Og nu bliver det så i stedet Venstre, der har et problem og skal forholde sig til Inger Støjbergs udfald,« siger han.

Hendes tale underbygger ifølge Henrik Qvortrup indtrykket af, at det er uklart, hvem der lægger linjen i Venstre. Er det Jakob Ellemann-Jensen eller hans næstformand Inger Støjberg?

»Det virker mere som om, at Inger Støjberg kæmper for 'Projekt Inger' end for 'Projekt Venstre.' Og problemet er, at det udstiller, at Ellemann ikke har styrken til at sætte hende på plads.«

Hvis der er en ting, der er sikkert, så er det ifølge Henrik Qvortrup, at Jakob Ellemann-Jensen 'forbander' Inger Støjbergs udtalelse langt væk.

»Hendes udtalelse bliver en pendant til den idiot, der havde sat et nazi-skilt på sin traktor. Det flytter fokus fra regeringens grundlovsbrud til retorikken i Venstre.«

Partiformand Jakob Ellemann-Jensen lægger over for TV2 afstand til Inger Støjbergs udtalelse, som han understreger, at han ikke har hørt.

»Jeg har ikke selv hørt det. Jeg kan henvise til, at når den snart forhenværende præsident sagde, at sumpen skal drænes, så var det en henvisning til the establishment (eliten, red.) i Washington og en henvisning til hele statsadministrationen. Det, kan jeg forsikre, ikke er Venstres politik. Regeringen skal udskiftes. Statsadministrationen har vi det fint med,« siger Jakob Ellemann-Jensen til TV2.

B.T. arbejder på at få kommentarer fra både Inger Støjberg og Sofie Carsten Nielsen.