Jysk stædighed. En kongres-kapring. En magtdemonstration.

Sådan lyder ordene fra den politiske kommentator Jarl Cordua om Inger Støjberg, der under Venstres landsmøde stjal fokus med sine udtalelser om, at hun ikke vil afvise at blive Venstres næste formand.

»Hendes udmelding har stjålet hele billedet på landsmødet. Der er tale om en kongres-kapring,« siger Jarl Cordua.

Inger Støjbergs udmeldinger faldt første gang mandag til Altinget.dk,  så til Jyllands-Posten fredag, og lørdag gentager hun overfor B.T. og andre medier, at hun er en mulig kandidat.

Venstres Landsmøde 2018 i Herning Kongrescenter. Åbning med morgensang, Kristian Jensen og statsminister Lars Løkke Rasmussen. Herning den 17. november 2018.. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix)
Venstres Landsmøde 2018 i Herning Kongrescenter. Åbning med morgensang, Kristian Jensen og statsminister Lars Løkke Rasmussen. Herning den 17. november 2018.. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix) Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Hun kunne have talt det ned eller afvist at svare på pressens spørgsmål, men hun fastholder sit synspunkt. Der er hun rutineret nok til at vide, hvordan det eskalerer. Det er en magtdemonstration,« siger Jarl Cordua, der peger desuden på, at Inger Støjbergs ‘jyske stædighed’ også kan være en af årsagerne til, at hun bliver ved med at fastholde sine ord.

På landsmødet, der bliver afholdt i Hernings Kongrescenter, er partiformand og statsminister Lars Løkke Rasmussen knap så villig til at tale om formandsvalg, som Inger Støjberg, da pressen henvender sig.

Han afviser med, at et formandsskifte har lange udsigter og henviser til, at Venstre går til valg med ham som formand og Kristian Jensen som næstformand.

»Det er ikke loyalt af Inger Støjberg, og det skaber problemer, usikkerhed, irritation i Venstre,« siger Jarl Cordua og fortsætter:

»Det hjælper heller ikke Løkke, at hans tale under landsmødet var nyhedsfattig og uden de store politiske budskaber.«

Venstres Landsmøde 2018 i Herning Kongrescenter. Inger Støjberg under Lars Løkkes tale. Herning den 17. november 2018.. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix)
Venstres Landsmøde 2018 i Herning Kongrescenter. Inger Støjberg under Lars Løkkes tale. Herning den 17. november 2018.. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix) Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Hvorvidt Inger Støjbergs udtalelser holder stik, og om hun stiller op som formand, vil først blive aktuelt efter næste valg.

»Hvis Venstre ikke vinder næste valg, kommer der formandsvalg, hvor alle kan stille op. Hvis Inger Støjberg stadig er interesseret og har en formodning om opbakning, vil hun nok stille op,« siger Jarl Cordua.

Venstres landsmøde finder sted både lørdag og søndag i Herning Kongrescenter.