Lørdagens amerikanske og israelske angreb mod Iran har sendt chokbølger gennem Mellemøsten.

Men der er ingen tvivl om, at angrebet er den rette beslutning.

Sådan lyder det fra Inger Støjberg, Danmarksdemokraternes formand, til B.T.

»Jeg synes, det er rigtig godt. Vi taler om et regime, der har undertrykt sin befolkning i 50 år, og man kan se, at de frihedselskende iranere har taget kampen op mod regimet,« siger Inger Støjberg.

Der var jo ellers forhandlinger særligt om Irans atomprogram i gang mellem Iran og USA, og planen var også, at den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio skulle besøge Israel i starten af den kommende uge – blandt andet for at tale om situationen i Iran.

Så risikerer USA med lørdagens angreb ikke, at forhandlingerne går i vasken?

»Spørgsmålet er jo, om de forhandlinger ville have ført til noget, når vi taler om et regime som det iranske, der er en trussel mod den vestlige verden,« lyder det fra Inger Støjberg.

Danmarksdemokraternes formand understreger dog samtidig, at angrebet bestemt ikke er uden risiko:

»Der er ingen tvivl om, at det er risikofyldt, men det er også afgørende og vigtigt. Verden har jo set mere eller mindre passivt til i forhold til regimet i Iran, når det kommer til basale menneskerettigheder, og nu forsøger de at få regimet fjernet.«

På trods af den kaotiske og tilspidsede situation lige nu – ikke kun i Iran, men også de omkringliggende lande i Mellemøsten – så peger Inger Støjberg også på, at der faktisk er et godt fundament for at bygge et nyt og frit Iran op.

»Man kan se, at der er en opposition, der med livet som indsats og døden til følge har bekriget regimet, og det frihedselskende iranske folk er blevet undertrykt i årtier,« siger Inger Støjberg. 

Følg situationen og udviklingen minut for minut HER.