En ny opsigtsvækkende anbefaling fra en kommission nedsat af regeringen vil forbyde tørklæder i grundskolen.

Et forbud, som Danmarksdemokraternes partiformand, Inger Støjberg, bakker op om.

»Når du sætter et tørklæde på en 12-årig pige, viser du hende, hvilken plads hun har i samfundet – og det hører bare ikke hjemme i det danske samfund,« siger Inger Støjberg (DD) til B.T.

Det er 'Kommissionen for den glemte kvindekamp', der onsdag kunne præsentere en række anbefalinger til regeringen om, hvordan man kan forbedre børnelivet for minoritetsetniske piger.

Og det er særligt forslaget om at forbyde tørklædet, der vækker opsigt. Ifølge kommissionen er formålet med forbuddet at skabe større lighed mellem muslimske og etniske piger. En pointe, der vinder genklang hos Inger Støjberg.

»Tørklædet er et kvindeundertrykkende symbol, og alt for mange piger bliver presset til at bære det. Den form for social kontrol skal vi ikke have i Danmark. Det er fundamentet i vores samfund, at piger og drenge skal være lige,« siger hun.

Inger Støjberg understreger, at hun under ingen omstændigheder er tilhænger af at bære tørklæde – uanset alder.

»Vi skylder pigerne at sætte dem fri fra den sociale kontrol,« tilføjer hun.

Men hvis man vil skabe lighed i folkeskolen, bør man så ikke forbyde alle religiøse symboler, eksempelvis korset?

»Nej, fordi det er ikke et undertrykkende symbol på samme måde. Vi kan da ikke leve med, at der er en gruppe børn i samfundet, som tilmed er børn, der bliver undertrykt.«

Udlændige- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) har torsdag morgen udtalt, at man vil lytte til kommissionens anbefalinger.