Inger Støjberg har altid haft en særlig evne til at bringe sig selv centrum.

En evne, hun ikke har mistet, efter hun blev smidt ud af Folketinget. Denne gang har hun nemlig lånt et slot i hjembyen Hadsund, hvor hun torsdag eftermiddag holder 'takkefest' for dem, der har støttet hende gennem rigsretssagen og fængselsdommen.

Og der er rigtig mange, der har takket ja til den åbne takkefest-invitation. Mere end 1.000 Støjberg-støtter har på forhånd meldt deres ankomst en takkefesten, selv om 25 uf 26 dommere i Rigsretten kendte Støjberg skyldig og gav hende fodlænke på.

En del af gæstene er kommet fra Hadsund-området, men nogle er også langvejsfra. En mand kørte 200 kilometer i bil bare for at få muligheden for at sige tak til Inger Støjberg, som står i slottets port og hilser på hver eneste gæst.

Flere end 1000 mennesker er allerede ankommet til Støjbergs arrangement. Foto: Sarah Christine Nørgaard/BYRD.
Flere end 1000 mennesker er allerede ankommet til Støjbergs arrangement. Foto: Sarah Christine Nørgaard/BYRD.
Vis mere

Nogle af dem, der glæder sig, til det bliver deres tur til at trykke hånd med den dømte ex-politiker, er Sisse og Karna Arevad.

»Karna er Ingers største fan,« siger Sisse, som holder en stor buket blomster fyldt med solsikker, som de vil give den tidligere Venstre-politiker.

»Jeg synes bare, hun er god i alt, hvad hun gør. Jeg vil følge hende, uanset hvor hun går hen,« siger Karna Arevad

Særligt begejstret er hun for Støjbergs egenskab til »at sige tingene«, som de er. En egenskab, hun mener, at mange kunne lære noget af.

En anden, der ser frem til dagens festligheder, er Gunnar Duus. Og han ved godt, hvad han vil bruge sin taletid med Støjberg til.

»Jeg vil gerne debattere forsvarsforbeholdet med hende,« forklarer han.

For her er de to uenige. Men i spørgsmålet om barnebrude har Støjberg en stærk støtte i Gunnar Buus.

»Der støtter jeg hende hundrede procent. Jeg mener, hun gjorde det rigtige, så jeg er ikke enig med de dommere, der dømte hende,« siger han.

Gunnar Buus er, som mange af de fremmødte, en voksen mand. Der er ikke mange unge at spotte i menneskemængden. Derfor skiller Martin, Benjamin og Emil sig også ud.

Medlemmer af DF Ungdom, der er dukket op til Støjbergs takkefet. Foto: Sarah Christine Nørgaard/BYRD.
Medlemmer af DF Ungdom, der er dukket op til Støjbergs takkefet. Foto: Sarah Christine Nørgaard/BYRD.
Vis mere

De er medlemmer i Dansk Folkepartis Ungdom, og de har taget en helt særlig gave med.

En ramme Coca-Cola Zero.

»Vi håber rigtig meget, hun vil komme over i Dansk Folkeparti. Det vil være godt for partiet. Så vi håber at kunne lokke hende lidt med noget, vi ved, hun kan lide.«

I fredags fik Inger Støjberg fodlænken af efter knap to måneders 'hjemmefængsel' for brud på ministeransvarsloven i sagen om tvangsadskillelse af mindreårige asylpar.

Inger Støjberg markerer afslutningen på de 60 dages ubetinget fængsel med en fest på Visborggaard Slot uden for Hadsund torsdag den 26. maj 2022. Den tidligere minister blev dømt for overtrædelse af ministeransvarsloven i den såkaldte barnebrudssag og har afsonet på sin bopæl med fodlænke. På Facebook skriver Inger Støjberg at alle er velkomne til kaffe, kage og fadøl som tak for støtte og opbakning.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Inger Støjberg markerer afslutningen på de 60 dages ubetinget fængsel med en fest på Visborggaard Slot uden for Hadsund torsdag den 26. maj 2022. Den tidligere minister blev dømt for overtrædelse af ministeransvarsloven i den såkaldte barnebrudssag og har afsonet på sin bopæl med fodlænke. På Facebook skriver Inger Støjberg at alle er velkomne til kaffe, kage og fadøl som tak for støtte og opbakning.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Inger Støjberg lavede allerede under rigsretssagen sit eget medie, Inger.dk. Og det er herigennem, hun har inviteret sine støtter til Visborggaard Slot til en tre timer lang begivenhed med kaffe, kage og øl med et særligt Støjberg-logo på.

Flere nuværende folketingspolitikere er også dukket op til festen. Det er blandt andre Liselotte Blixt, Bent Bøgsted og Hans Kristian Skibby – alle løsgængere, der har forladt Dansk Folkeparti for nylig.

Det store spørgsmål er dog stadig, hvornår Støjberg melder noget ud om sin politiske fremtid.

På sit medie Inger.dk har hun gentagne gange sagt, at hun vil tilbage i politik. Men om det bliver som løsgænger, en del af et eksisterende parti, eller om hun stifter et helt nyt parti, svæver fortsat i det uvisse.