Udlændingeminister Inger Søjberg (V) har netop i denne uge spillet ud med fem opstramninger, som skal sikre, at Danmark udviser flere kriminelle udlændinge på niveau med andre europæiske lande:

»Regeringen har allerede i 2016 strammet udvisningsreglerne én gang, og nu har en arbejdsgruppe kigget på, om der var flere skruer, vi kunne dreje på. Det er blevet til i alt fem forslag, som regeringen går videre med, og jeg glæder mig over, at Institut for Menneskerettigheder er enig med regeringen i, at der er et rum for udvisning, som ikke i dag udnyttes,« siger hun.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) siger:

»Jeg har, siden jeg blev justitsminister i november 2016, arbejdet målrettet for, at flere kriminelle udlændinge kan smides ud af Danmark. Vi vil ikke acceptere, at kriminelle udlændinge misbruger den danske gæstfrihed. Med afsæt i de nye anbefalinger fra udvisningsarbejdsgruppen foreslår vi nu en række lovændringer med det formål, at flere kriminelle udlændinge kan udvises.«

Søren Pind (V), der var integrationsminister i 2011, siger:

»Jeg lavede i 2011 en aftale med DF om, at danske domstole skulle gå til kanten på alle parametre, og de skulle selvstændigt vurdere hvor langt, man kunne gå. Kun hvis det var i direkte modstrid med konventionerne, skulle de lade være med at udvise. Samtidig lavede vi en regel om, at hvis der var den mindste udsigt til fængselsdom, så skulle anklagemyndigheden rejse udvisningspåstand, og den regel har siden medført tusinder af udvisninger. Min opfattelse var, at skulle man i fængsel, skulle man bare ud.«