Godhavnsdrengene må se langt efter den officielle undskyldning, de har kæmpet for i 14 år, skriver TV2 Lorry.

København. Godhavnsdrengene får ingen undskyldning fra staten for den behandling, de i 1960'erne oplevede på det statslige drengehjem i Gribskov.

Dengang blev børnene udsat for grove overgreb af både fysisk, psykisk og seksuel karakter samt for medicinske forsøg begået af de ansatte.

Enhedslisten havde stillet forslaget om at give Godhavnsdrengene en officiel undskyldning - en statslig undskyldning, som aldrig er set tidligere i danmarkshistorien.

Torsdag var forslaget til andenbehandling i Folketingssalen. Her blev det forkastet med mindst mulige margen med stemmerne 54 for og 55 imod, skriver TV2 Lorry.

Godhavnsdrengene har foreløbig kæmpet i 14 år for at få en undskyldning fra staten. De var mødt op på Christiansborg, hvor de sad i Folketingssalen for at følge afstemningen.

De var ærgerlige over udfaldet i Salen, men gruppen har ikke tænkt sig at give op. I stedet vil de fortsætte med at kæmpe for en officiel undskyldning.

- Det var forventet, men det er jo ikke ensbetydende med, at vi opgiver her. Tværtimod, vi kæmper stadigvæk.

- Vi har fået så mange nederlag nu, så vi ville blive meget overraskede, hvis vi pludselig fik medhold, siger Poul-Erik Rasmussen, talsmand for de tidligere elever på børnehjemmet Godhavn, til TV2 Lorry.

Pelle Dragsted, der selv var med til at stille forslaget til folketingsbeslutning, var særligt ærgerlig over, at det var så tæt på.

- Det handler jo ikke om penge - det handler om at give en undskyldning. I mange andre lande har man regeringer, som undskylder og tager ansvar for handlinger, som de har haft ansvar for.

Enhedslisten, Socialdemokratiet, Alternativet, De Radikale og SF stemte som forventet for at give den officielle undskyldning fra regeringen. Alle regeringspartierne og Dansk Folkeparti stemte imod.

/ritzau/