Der er lagt op til et kampvalg i Venstre, når Ellen Trane Nørby og Inger Støjberg lørdag tørner sammen i en duel om næstformandsposten.

Men kan vi overhovedet se frem til, at det bliver en spændende optælling, når de 850 delegerede har afleveret deres stemmer?

Nej, ikke hvis man skal tro den rundspørge, som B.T. har foretaget, hvor vi har talt med 11 kredsformænd fordelt på de fem regioner.

Her svarer otte, at de vil stemme på Inger Støjberg, mens Ellen Trane Nørby høster tre af kredsformændenes stemmer.

Men det er vel at mærke dem, der vil stå frem med deres navn.

En anden gruppe af kredsformænd, som B.T. også har talt med, vil kun anonymt fortælle, hvem de har tænkt sig at stemme på lørdag, og her er der også en stor overvægt af stemmer til Inger Støjberg.

I alt er der 92 kredsbestyrelser i landet, og de har alle stemmeret som delegerede til det ekstraordinære landsmøde. Dertil kommer folketingsmedlemmer, borgmestre, hovedbestyrelsesmedlemmer og mange flere.

Samlet set cirka 850 delegerede, der skal stemme lørdag i MCH Messecenter Herning.

Se alle kredsformændenes stemmer med argumenter herunder.

Region Hovedstaden:

Lennart Hartmann Nielsen, kredsformand Brøndby:

Inger Støjberg: Jeg er jo fra Ishøj, så jeg kender til udfordringer med den befolkningssammensætning, vi har, og der har Ingers kurs været gavnlig.

Jørgen Eirfeldt, kredsformand Fredensborg:

Inger Støjberg: Hvis Venstre skal have stemmer og favne bredt, så skal det være Inger Støjberg som næstformand. Hun passer på vores land. Det er en naturlig analyse.

Jakob Tørring, kredsformand Vesterbro:

Ellen Trane Nørby: Jeg stemmer på Ellen. Jeg synes, at hun ser det som en mere organisatorisk rolle, hvor hun skal samle partiet, og det er det, der er brug for.

Region Midtjylland:

Leif Strandby, kredsformand Holstebro:

Inger Støjberg: Hun har haft en hård periode, hvor hun har gjort det godt, og så har hun bare nogle faste holdninger, som hun står ved.

Steen Bohnstedt Pedersen, kredsformand Viborg Øst:

Ellen Trane Nørby: Hun minder lidt mere om mig. En meget behagelig og saglig person. Og så tror jeg lidt mere på, at hun har evnen til at tage broden af det, som Støjberg har skabt, og her tænker jeg på, hvordan man agerer udadtil og på sproget omkring flygtninge.

Mogens Høeg Hørning, kredsformand Djurs:

Inger Støjberg: Jeg stemmer på Inger - hun vil være den bedste sammen med Jakob Ellemann-Jensen.

Region Sjælland

Hella Helvig Jensen, kredsformand Køge:

Inger Støjberg: Jeg vil gerne lytte til, hvad vælgerne synes, og hun er den, der har fået næstflest stemmer ud over Lars Løkke. Det vil skabe den bedste ro.

Henrik Høegh-Andersen, kredsformand Guldborgsund:

Inger Støjberg: Faktisk er jeg ikke 100 procent sikker endnu, men jeg hælder mest til Inger Støjberg, der vil kunne skabe ro i partiet.

Morten Egeskov, kredsformand Kalundborg:

Inger Støjberg: Jeg stemmer på Inger. Jeg tror, at det vil give den største bredde i Venstres ledelse, og jeg tror, at hun og Jakob supplerer hinanden godt.

Region Nordjylland (kun én ønskede at stå frem):

Viggo Kobæk, kredsformand Thisted:

Inger Støjberg: Der er ikke så meget at sige, jeg kommer til at stemme på Inger.

Region Syddanmark (kun én ønskede at stå frem):

Peter Gad Thysen, kredsformand Tønder:

Ellen Trane Nørby: Jeg stemmer på Ellen. Hun har en stor berøringsflade hernede, som vi godt kan lide.

Lørdag bliver det hele afgjort. Følg dramaet på bt.dk hele dagen.