Eksperterne er uenige om, hvem der vandt statsministerduel mellem en eftertænksom Lars Løkke og en offensiv Helle Thorning-Schmidt.

Oppositionens leder, Helle Thorning-Schmidt (S), stod for angrebene og den offensive stil, da hun onsdag mødtes med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Men eksperterne er uenige om, hvorvidt det gør hende til sejrsherre i den stort anlagte tv-duel, der er det første direkte møde mellem de to kandidater forud for næste valg.

I følge politisk kommentator Peter Goll fra Geelmuyden.Kiese var økonomien det centrale emne, og her vandt Lars Løkke Rasmussen på sin rolige stil.

- Løkke vandt lige netop debatten, fordi han formåede at udnytte Helle Thorning-Schmidts lidt hektiske angreb til at fremstå eftertænksom, siger Peter Goll.
 
En anden politisk kommentator, Rasmus Jønsson, ekstern lektor på Roskilde Universitet, mener, at der var tale om to veloplagte kandidater, som fik tegnet to klare politiske fronter op uden at forfalde til personangreb.

Helle Thorning friskere

Men han er ikke i tvivl om, at Helle Thorning-Schmidt kom bedst ud af mødet. Blandt andet fordi hun mødte friskere op, mens Lars Løkke Rasmussen har været igennem nogle hårde dage med åbningstale og spørgetid i Folketinget om den ømtålelige mailsag og overbetalingen af privathospitalerne.
 
- Helle Thorning-Schmidt tager helt klart debatten som vinder. Det er en stor fejl af Lars Løkke overhovedet af tage debatten, fordi han hele tiden kommer til at forsvare en masse dårlige sager, mens Helle Thorning-Schmidt kan anklage ham for ni års blokpolitik, siger Rasmus Jønsson.

Ifølge Rasmus Jønsson trak Lars Løkke Rasmussen oppositionslederen op på et statsministerniveau lang tid før, han behøvede at gøre det.

- Han kommer hele tiden i defensiven og skal forsvare, mens hun kan angribe og stille spørgsmål. Det efterlader Lars Løkke med det negative skær. Han mener samtidig, at Lars Løkke Rasmussen i modsætning til forgængeren, Anders Fogh Rasmussen, taler til sine egne sikre vælgere ved at lægge vægt på, at erhvervslivet skal skabe væksten.

- Helle Thorning-Schmidt er mere fokuseret på at tale til midtervælgerne, der afgør, hvem der sidder i Statsministeriet efter næste valg, siger Rasmus Jønsson.

/ritzau/