»Det giver kuldegysninger. Det er simpelthen så vildt.«

Frank Thøgersen - stedfar til 13-årige Mint - har svært ved at finde ordene. Ordene, der for alvor indfanger og forklarer den dybe taknemmelighed, han føler i disse dage.

En taknemmelighed over danskernes hjerterum, der har fundet plads til ham og hans splittede familie i denne svære tid.

Frank Thøgersen (tv.) tager afsked med Mint og hans kone Ratree (th.) i Københavns Lufthavn den 8. oktober 2018.
Frank Thøgersen (tv.) tager afsked med Mint og hans kone Ratree (th.) i Københavns Lufthavn den 8. oktober 2018. Niels Meilvang

Siden hans steddatter Mint blev udvist af Danmark 8. oktober 2018, har Frank kæmpet for at få hende hjem igen.

Kæmpet for at skaffe penge til at føre en juridisk sag, hvis formål er at få omstødt Udlændingenævnets udvisning af Mint.

Og nu ser det ud til, at målet er nået.

I hvert fald er der via private donationer samt to pengeindsamlinger på nettet - oprettet på indsamlingsplatformen 'Caremaker' - rejst mere end 50.000 kr.

Det beløb, som Mint-familiens advokat regner med, at sagens omkostninger løber op i.

Beløbet mere end 20-doblet

Den første pengeindsamling lukkede i sidste uge og endte med et slutbeløb på 22.700 kr.

Den anden - som blev oprettet i weekenden af Frank Thøgersens datter og stedsøster til Mint - havde søndag morgen indsamlet 1.500 kr.

Mandag formiddag - efter B.T. søndag aften udgav en artikel, hvor filmmanden Peter Aalbæk slår på tromme for at hjælpe den thailandske pige - var beløbet steget til 17.000 kr.

Den 1. oktober, når Folketinget åbner igen, er det et år siden, at Mint blev udvist af Danmark.
Den 1. oktober, når Folketinget åbner igen, er det et år siden, at Mint blev udvist af Danmark.

»Min datter fik simpelthen et chok, da hun kiggede i morges, og der pludselig stod 17.000 kr. Det er helt vildt,« siger Frank Thøgersen til B.T.

Mandag kl. 16.00 var beløbet vokset til +30.000 kr. - altså en 20-dobling efter B.T.s artikel søndag aften.

Frank Thøgersen er lige nu - sammen med sin advokat - i gang med at finde ud af, hvad næste skridt er i forhold til den forestående juridiske armlægning med myndighederne.

'Ålen': Det er ikke rimeligt

Ud over rent medmenneskeligt at advokere for at hjælpe 13-årige Mint har Peter Aalbæk selv overført et betydeligt beløb til familien.

Zentropas direktør Peter Aalbæk Jensen vi have Mint og de 61 andre udviste børn hjem til Danmark igen. Han kalder politkernes manglende vilje til at erkende egne fejl og samtidig rette op på dem igen for hjerteløs. Mint skal hjem. Det mener han og alle andre danskere, siger Ålen til B.T.
Zentropas direktør Peter Aalbæk Jensen vi have Mint og de 61 andre udviste børn hjem til Danmark igen. Han kalder politkernes manglende vilje til at erkende egne fejl og samtidig rette op på dem igen for hjerteløs. Mint skal hjem. Det mener han og alle andre danskere, siger Ålen til B.T. kri

Han ønsker ikke oplyse hvor meget, men ifølge B.T.s oplysninger er der tale om et femcifret beløb, der dækker en god del af de 50.000 kr.

Da B.T. mandag fortæller Peter Aalbæk om den positive udvikling i indsamlingen, er det en glad filmmand i den anden ende.

»Hold da op,« lyder første respons.

Peter Aalbæk er overbevist om, at danskernes vilje til at hjælpe skyldes den øjensynlige uretfærdighed, der udspiller sig i sagerne om Mint og de 61 andre udviste børn.

Mint her sammen med lillebror Malick på tre. Malick er blevet i Danmark sammen med sin far Frank Thøgersen, imens Mint er i Thailand sammen med sin mor. Frank er biologisk far til Malick, men ikke til Mint.
Mint her sammen med lillebror Malick på tre. Malick er blevet i Danmark sammen med sin far Frank Thøgersen, imens Mint er i Thailand sammen med sin mor. Frank er biologisk far til Malick, men ikke til Mint.

»Hele det politiske fundament er enige om, at vi har gjort noget uret med de her udvisninger, og det synes jeg meget godt afspejler, hvad man kan mærke i folkedybet,« siger han og afslutter:

»Der er sgu ingen, der opfatter det her som rimeligt. Selvfølgelig skal børn ikke lades i stikken.«

Loppemarked for Mint

Også på Hastrupskolen i Køge, hvor Mint gik i 7. klasse, inden hun blev udvist, har klassekammeraterne rejst penge til familiens kamp for at få Mint hjem igen.

Over for B.T. forklarer skoleleder Thomas Kielgast, at man tilbage i november sidste år - på elevernes initiativ - afholdte et loppemarked, hvor alle penge ubeskåret gik til Mints familie.

»Alle børnene fra Mints klasse tog ting med hjemmefra, og så lavede de et loppemarked hernede en fredag. Det var eleverne, der selv stod for det, og de tjente alt i alt 4.500 kr.,« siger Thomas Kielgast.

Pengene fra loppemarkedet er ikke øremærket noget specielt, og det er derfor op til Frank og resten af familien at beslutte, hvad de 4.500 kr. skal bruges på.