Den tidligere minister har inviteret til fest på et slot i Jylland, efter at hun igen er kommet på fri fod.

Der er kage, kaffe og fadøl.

Og så er der også masser af mennesker, som gerne vil fejre, at tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg har afsonet sin straf og er kommet af med sin fodlænke.

Inger Støjberg har torsdag inviteret til fest på Visborggaard Slot lidt uden for Hadsund i Jylland, hvor politikeren bor.

Hun holder fest for at sige tak for den opbakning, hun har fået, efter at Rigsretten sidste år kendte hende skyldig i at overtræde ministeransvarsloven, dengang hun var minister. Det var i sagen om ulovlig adskillelse af asylpar.

Inger Støjberg tager imod sine gæster i porten. Blandt gæsterne er de tidligere DFere Liselott Blixt, Hans Kristian Skibby og Bent Bøgsted, som i dag er løsgængere.

Hvad Inger Støjberg har af planer for fremtiden, er fortsat uvist. Hun har dog planer om at vende tilbage til Folketinget på den »ene eller anden måde«, har hun erklæret. Og mange forventer, at hun vil starte et nyt parti.

Der er også mange pressefolk til stede ved festen på Visborggaard, og Inger Støjberg bliver spurgt om, hvornår der kommer et svar på, hvad hun skal beskæftige sig med fremover.

Det vil der inden efteråret, må man forstå.

»Der var sådan lige en diskussion med nogle af de andre journalister, og så var der én, der foreslog, om det kunne være, inden at bladene faldt af træerne. Og det er det,« siger hun.

Støjberg har afsonet en dom på 60 dages fængsel. Hun fik fredag i sidste uge sin fodlænke af, og det betyder, at hun nu har kastet sig ind i nej-kampagnen frem mod folkeafstemningen 1. juni.

Hun vil drage på landevejene sammen med Dansk Folkepartis eksformand Kristian Thulesen Dahl.

»Det går ud på, at Kristian og jeg har haft et nært samarbejde i lang tid, og så kom vi til at snakke om, at måske skulle vi tage ud på gader og stræder, når nu jeg kom på fri fod igen, og det er så det, vi gør,« siger hun.

Inger Støjberg er tidligere næstformand i Venstre og har haft en række ministerposter.

Hun blev Venstres næststørste stemmesluger ved folketingsvalget i 2019. Hun forlod i februar 2021 Venstre og blev løsgænger i Folketinget.

Det skete blandt andet, fordi partiet stemte for rigsretssagen mod hende.

Kort tid efter sin dom blev Støjberg af et flertal vurderet uværdig til at fortsætte som folketingsmedlem.

/ritzau/