Koranloven bliver torsdag stemt igennem i Folketinget.

En lov der i praksis vil betyde, at det nu bliver ulovligt at afbrænde koranen og andre hellige skrifter.

En af de største kritikere af den nye lov, og formentlig den person i Danmark, der har afbrændt flest eksemplarer af koranen til lands, Rasmus Paludan, har allerede en ny plan.

»Den her lov er hullet som en si, derfor kan vi gøre stort set som vi plejer,« siger Rasmus Paludan til B.T., der er på vej ind til Folketinget for at overvære behandlingen af lovforslaget. 

Han har nu kastet sig ud i et nyt projekt, der ifølge ham vil give ham mulighed for at fortsætte sit arbejde med at afbrænde koraner.

Rasmus Paludan kan nemlig føje en ny titel til sit lange cv, der allerede tæller forsvarsadvokat, partileder og biskop for at nævne nogen, nemlig manuskriptforfatter i et forsøg på at omgå loven.

»Jeg er faktisk i gang med at skrive et skuespil, der handler om den dumme Muhammed, hans niårige hustru Aisha og Lars Løkke og Peter Hummelgaard. Det skuespil varer en time.«

»De sidste fem minutter til sidst i skuespillet, der bliver koranen faktisk brændt, men så er det jo faktisk kun en mindre del af det samlede kunstværk, så der er faktisk masser af muligheder i den nye lov,« lyder det fra Rasmus Paludan.

Det er den såkaldte tredjebehandling af koranloven, hvilket betyder en endelig vedtagelse af lovforslaget fra regeringen.

Der var måske mange, der havde håbet, at de nu ville slippe for at se dig brænder koraner af, og at politiet skal bruge millioner af kroner i ressourcer på at skulle beskytte dig, når du brænder koraner af – kan danskere se frem til at spare de skattekroner?

»Altså jeg har brændt cirka fem koraner af i år, og hvis vi ser bort fra en enkelt på Bornholm i juni, så er den seneste i marts. Så det er jo ikke sådan, at jeg har brændt koraner af i år har kostet særligt meget,« siger Paludan, der ikke mener, at det er ham, der koster samfundet penge. Men det er dem, der vil gøre koranafbrænderne ondt.

Der vil nogen måske sige, at det er en forholdsvis stor sum penge, der bliver taget for det samlede budget eller bliver taget fra andet politiarbejde, kan man forvente, at der ikke vil være lige så mange koranafbrændigevents efter loven er vedtaget?

»Det kan sagtens være, at man bliver nødt til at give folk færre hastighedsbøder på motorvejen, fordi man skal bruge penge på at beskytte ytringsfriheden. Der mener jeg, og det kan være, at jeg er i undertal, men det er okay, at man tager penge og bruger dem på beskyttelses af demokratiet,« siger Rasmus Paludan.

Han fortæller videre, at han som journalist for Frihedens Stemme vil overvære tredjebehandlingen af lovforslaget og notere alle navne på de politikere, der stemmer for lovforslaget.