To borgmestre tager stærk afstand fra de voldsomme uroligheder i Tingbjerg natten til søndag.

Der blev påsat flere brande i det københavnske boligområde, som i mange år var på listen over danske ghettoer.

»Det er helt uacceptabelt, at der bliver påsat brande i Tingbjerg,« udtaler overborgmester Sisse Marie Welling (SF) til DR.

Kort før optøjerne skød politiet en 22-årig mand i forbindelse med en eftersættelse i Tingbjerg.

Bagefter opstod ildspåsættelserne, siger vagtchef hos Københavns Politi Nicolai Ullits til Ritzau:

»Vi var på vej ud af området, og så skulle de have fred og ro til at gasse af, men på vejen bliver der så sat ild til nogle containere,« lyder det.

Der blev sat ild til både containere, biler og et forsamlingshus. Politiet kalder det til Ritzau for 'grove drengestreger'.

Beskæftigelses-, Integrations-, og Erhvervsborgmester Andreas Keil (S) kalder det til DR 'en voldsom episode', som fandt sted natten til søndag.