Ida Auken har en mission.

Ministeren vil stoppe salget af ulovlige e-cigaretter, også kaldet puffbars i folkemunde.

Derfor vil sundheds- og kirkeministeren nu tage sagen om ulovlige puffbars op med justitsminister Nicolai Wammen.

Sådan lyder det ifølge DR. 

Ida Auken går ind i sagen, efter at Giftlinjen har advaret om, at produkterne kan indeholde farlige stoffer, som blandt andet kan føre til organsvigt og psykoser.

Ifølge ministeren breder salget af de små e-cigaretter sig, blandt andet via profiler på nettet, og derfor vil regeringen undersøge, om myndighederne har de rette muligheder for at gribe ind over for dem, der sælger produkterne.

I Danmark må fuffbars må kun smage af tobak eller mentol, men mange puffbars indeholder søde smagsstoffer, som får dem til at smage af slik eller frugt. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

»Vi skal kigge på, om vi har stærke nok værktøjer til at komme efter dem, der sælger de her puffbars. Vi kan sørge for, at vi har midlerne til at kontrollere det og gå efter at få lukket de her profiler,« siger hun. 

Ministeren peger på, at indsatsen både skal styrke kontrollen og ramme de personer, der tjener penge på salget.

Samtidig vil hun se nærmere på reglerne for indførsel af puffbars. 

Puffbars må kun smage af tobak eller mentol, men mange puffbars indeholder søde smagsstoffer, som får dem til at smage af slik eller frugt.

I Danmark må væsken i en puffbar maksimalt indeholde 20 mg nikotin pr ml, men mange indeholder langt mere nikotin end tilladt.

Ifølge Erhvervsstyrelsen er det muligt at tage op til ti puffbars med nikotin og andre smage end tobak eller mentol med hjem fra udlandet som rejsegods, hvis de er til eget forbrug.

Den oplysning kom bag på ministeren, som mener, at den mulighed kan svække indsatsen mod salget i Danmark.

Hun vil derfor drøfte spørgsmålet med både Justitsministeriet og Erhvervsministeriet som led i arbejdet med at begrænse udbredelsen af de ulovlige produkter.