Miljøorganisationerne WWF Verdensnaturfonden og Verdens Skove samt kontormøbelvirksomheden Duba-B8 og Danmarks største tømmerkoncern, DLH, kritiserer miljøminister Ida Auken (SF) for dobbeltmoral og lemfældig omgang med sandheden, skriver Politiken.

Ida Auken har tidligere udtalt, at den frivillige vejledning til offentlige institutioner om indkøb af lovligt og bæredygtigt træ »virker og bliver brugt rigtig meget«.

Men staten og kommunerne går ikke efter det bæredygtige træ, hævder kritikerne i en analyse i Politiken.

- Virkeligheden er, at det offentlige fortsat fokuserer på pris frem for bæredygtighed, skriver WWF, Verdens Skove, Duba-B8 og DLH.

De henviser til en undersøgelse fra FSC Danmark, der arbejder på at fremme en global mærkningsordning til bæredygtigt træ. Undersøgelsen peger på, at 80 procent af virksomhederne har mærket en efterspørgsel på bæredygtigt træ fra private - under halvdelen har oplevet offentlig efterspørgsel.

De mener derfor, at den 10-årige frivillige vejledning er »uden reel effekt«.

WWF, Verdens Skove, Duba-B8 og DLH ser gerne, at der indføres bindende krav til offentlige indkøbere. I omkring halvdelen af alle handler vil det koste en merpris på under fem procent at handle miljørigtigt, fremhæver de.

Som oppositionspolitiker krævede Ida Auken bindende krav om bæredygtighed, og hun kritiserede den daværende VK-regering for at »lade den offentlige sektor bruge skattekroner på at finansiere regnskovsødelæggelse«.

I dag hævder miljøministeren, at den frivillige ordning virker.

- Det er jo ord mod ord, om vejledningen virker eller ej. Miljøstyrelsen siger til mig, at den virker, og at der købes meget papir og møbler og andet bæredygtigt ud fra vejledningen. Jeg siger ikke, at der slet ikke er behov for at stramme op. Der er en generel strategi for offentlige indkøb på vej, og vi kan godt se på, om vi kan få noget ind i den, siger hun til Politiken.