En europæisk toldkrig med USA kan risikere at koste tusindvis af danske arbejdspladser - og sende priserne på særlige amerikanske varer på himmelflugt.
Ikke desto mindre truer USAs præsident Donald Trump nu igen Europa i almindelighed og Danmark i særdeles med told på grund af debatten om Grønland.
Derfor er EU i disse dage ved at beslutte sig for, hvordan de skal reagere. Hvad de beslutter sig for har stor betydning for din økonomi.
Derfor advarer analysechefen i den borgerligt-liberale tænketank Cepos Otto Brøns-Petersen nu EU mod blot at sætte hårdt mod hårdt overfor amerikanerne:
»EU skal tænke sig rigtig godt om lige nu. Man skal altid passe på med at bruge told som våben, for det rammer en selv. Så hvis vi lægger told på amerikanske varer, så vil det betyde højere priser.«
Det fortæller han til B.T.
I weekenden har USAs præsident Donald Trump annonceret, at han vil lægge ti procents told på varer fra Danmark og flere andre europæiske lande fra 1. februar.
Tre måneder senere kan tolden stige til 25 procent, hvis ikke landene retter ind i forhold til Trumps ønske om at overtage Grønland.
Ifølge en beregning af erhvervsorganisationen Dansk Industri, så kan det koste tusindvis af danske arbejdspladser, hvis EU gengælder toldtruslerne.
Det bekræfter Otto Brøns-Petersen og opfordrer derfor EU til at gå »bazooka«-vejen i stedet.

Her er der ikke tale om en generel toldforhøjelse på amerikanske varer, men i stedet noget »nålestiks-agtigt«, fortæller analysechefen, hvor man udvælger varer, der særligt skal genere Donald Trump.
»Så lægger EU told på nogle produkter, der er populære i Trumps bagland. Hvis man eksempelvis er meget glad for whiskey fra Tennessee eller Harley-Davidson-motorcykler, så kan man blive hårdt ramt,« fortæller Otto Brøns-Petersen.
Det vigtigste, vurderer økonomen, er, at »vi« ikke bare indfører en høj generel told på amerikanske varer.
»Det store mareridt er, at vi begynder at se konturerne af noget protektionisme, der er meget farligt, og som var en del af forklaringen på, at vi havde et tilbageslag i 30'erne.«
Du kan følge alt det seneste fra dramaet om Grønlands fremtid i B.T.s liveblog lige HER.
