Diskriminerende, dybt urimeligt og alt for kategorisk.

Der er ringe opbakning til Nye Borgerliges Mette Thiesen, som vil nægte dansk statsborgerskab til personer fra en række muslimske lande.

Som medlem af Folketingets Indfødsretsudvalg vil hun afvise personer fra ni lande med henvisning til, at netop disse nationaliteter er overrepræsenteret i kriminalstatistikkerne.

Ifølge Enhedslisten er det direkte diskrimination.

»Det er dybt urimeligt og antidemokratisk. Vi har i forvejen nogle ekstremt stramme regler. Skal vi så forskelsbehandle ud fra, hvilket land de kommer fra? Det kan vi ikke være bekendt,« siger partiets medlem af udvalget, Peder Hvelplund.

Ifølge det konservative medlem af udvalget, Rasmus Jarlov, er Mette Thiesens holdning alt for kategorisk.

»Det er ikke rimeligt over for de borgere, som ellers opfylder kravene,« siger han.

Mette Thiesens argument er, at de her befolkningsgrupper er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne. Har hun ikke en pointe?

Rasmus Jarlov (K).
Rasmus Jarlov (K). Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jo, men vi vil hellere bedømme folk individuelt. Jeg er enig i, at vi giver for mange personer statsborgerskab. Derfor ønsker vi også, der skal være en mere grundig bedømmelse af ansøgerne. Vi så gerne, at der blev ansat folk til at føre en samtale med hver enkelt - en form for jobsamtale,« siger Rasmus Jarlov.

Til gengæld er Dansk Folkeparti stor tilhænger af Thiesens udmelding.

»Det er ganske fornuftigt. Vi er selv modstander af, at der er for mange med islamisk baggrund, der får statsborgerskab i Danmark,« siger Marie Krarup, formand for udvalget.

»Der bliver givet for mange statsborgerskaber. Det er en kæmpe trussel på lang sigt,« siger hun.

Marie Krarup (DF).
Marie Krarup (DF). Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Dansk Folkeparti har to pladser i udvalget, mens Mette Thiesen har Nye Borgerliges eneste plads. Med kun tre ud af 17 pladser er der langt fra opbakning til kategorisk at afvise personer fra de ni lande.

Det er desuden en ærgerlig holdning at have, mener det socialdemokratiske medlem af udvalget, Lars Aslan Rasmussen. Han bruger sin egen familie som eksempel.

»Min far kommer fra Tyrkiet, men han er ikke religiøs, og jeg er ikke vokset op med religion,« siger han og tilføjer:

»Og i de ni lande, Mette Thiesen nævner, er der mange kristne, for eksempel i Irak. De har det måske allersværest, fordi de bliver forfulgt. Så det er mærkeligt at sige, at du ikke må være i Danmark, fordi du er født i Irak.«

Lars Aslan Rasmussen (S).
Lars Aslan Rasmussen (S). Foto: Søren Bidstrup
Vis mere