Stramt opsat hår. Habitjakker. Spadseredragter og små diskrete smykker. Helle Thorning gør ikke meget for at spille på sin kvindelighed under valgkampen. Hvorfor?

93 år efter, at de første danske kvinder kom ind i Folketinget, har danskerne endelig mulighed for at stemme en kvinde helt til tops.

Torsdag har en kvinde for første gang en realistisk mulighed for at indtage statsministeriet, hvis Helle Thorning-Schmidt vinder valget. 

Derfor kan det også undre, at den socialdemokratiske statsministerkandidat overhovedet ikke har spillet på sit køn i valgkampen.  

Det virker tværtimod som om, hun har forsøgt at underspille sine feminine sider.

Forandringen fra smuk ung fremadstormende kvindelig politiker med udslået hår til kontrolleret seriøs statsministerkandidat er slående.

Men hvorfor?

Ligestilllingsforsker Karen Sjørup mener ikke, at Helle Thorning ligefrem har fjernet sine kvindelige sider. Men der er en naturlig årsag til, at hun ikke render rundt i kjoler og med en Gucci-taske under armen.

- Hun har fundet en god balance, hvor hun virker troværdig og stadig kvindelig. Selvom hun ikke optræder i kjoler, så fremhæver øjenmakeuppen og stiletterne hendes feminine udtryk. Hun har tillagt sig den stil, man finder blandt de andre danske kvindelige erhvervsledere, siger Karen Sjørup, der er ligestillingsforsker på RUC.

Selvom hun ikke mener, at Helle Thorning er blevet mere maskulin, så er der en bestemt grund til, at hendes påklædning er blevet mere afdæmpet.

- Det kræver noget specielt, at kunne få stemmer fra både mænd og kvinder. Så selvom hun har en smuk krop, så underspiller hun det. Hun prøver at skabe en stil, der passer til en kvindelig leder af landet, siger Karen Sjørup.

Hun tror, Helle Thorning har foretaget den udvikling, for netop at fjerne fokusset fra tøjet. Men det har jo så altså ikke helt fungeret.