Kritikken hagler ned over den socialdemokratiske toppolitiker Mette Frederiksen (S), der i årevis har tordnet mod danske forældres valg af privatskoler til deres børn - men nu selv har sendt sin datter i en privat skole.

- Jeg havde håbet, at Mette ville bakke den danske folkeskole op. Alt for mange politikere vælger denne løsning, og selvom jeg ikke vil sige, at de svigter den danske folkeskole, så mener jeg ikke, de bakker den op i den grad, den har brug for, siger Anders Bondo Christensen, formand for landets skolelærere.

Også Kristian Jensen, næstformand i Venstre, raser over Frederiksen:

- Det her viser jo nok en gang, at Socialdemokraterne siger ét og gør noget andet. Socialdemokraterne tror, at de kan tillade sig hvad som helst - at de er hævet over befolkningen. At de har rettigheder, som almindelige danskere ikke har.

Og nu ser vi så Mette Frederiksen tale mod privatskoler - og selv indskrive sin datter i en friskole. Det er ikke fordi, at jeg som far ikke kan forstå, at hun ikke under sit barn den bedste undervisning. Men hun skal da lade være med at stille sig op på den høje hest, siger Kristian Jensen hvis egne børn selv går i folkeskole, nemlig Lind Skole ved Herning:

- Det er en fremragende folkeskole. Med særdeles dedikerede lærere, siger han.

Det bedste for barnet


Mette Frederiksen sagde i går til B.T., at 'man som forældre skal træffe den beslutning, der er bedst for ens barn' og så intet problem i, at hendes datter Ida Feline skulle i privatskole. Men for fem år siden mente hun det stik modsatte. I 2005 skrev Frederiksen:

'Vi skal have fokus på forældrenes rolle. En stor del af ansvaret for at folkeskolen fungerer ligger hos forældrene... Alle har et ansvar for, at folkeskolen fungerer'. Siden er hendes egen datter blevet skolemoden, og mor Mette har ændret mening. Denne praksis har den politiske ordfører Peter Christensen set før.

- Her ser vi endnu en gang Socialdemokraternes dobbeltskoler. De slår på de private skoler, og så ser det godt nok ikke for kønt ud, når de også selv skriver deres børn ind i dem. Det er da i den grad dobbeltmoral at prædike et, og praktiserer noget andet, siger han.

Hvad synes du om at Mette Frederiksens datter skal gå i privatskole? Scroll ned og deltag i debatten.